
Det er ikke tid at reducere affaldsenergien under en forsyningskrise, mener KL. Foto Aalborg Forsyning
Kommunerne opfordrer til at udsætte klimaplanen og fortsætte affaldsforbrænding
tekst Thomas Kokholm, tkn@kl.dk
Planen for en grøn omstilling af affaldssektoren betyder mere affaldssortering og mindre forbrænding af affald. Men affaldsforbrændingen er samtidig en energikilde. Planen, der blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 2020 vil betyde 30 procent mindre energi fra forbrænding frem mod 2030.
Men i den nuværende situation, hvor krig og sanktioner sætter Danmarks og hele Europas energiforsyning under pres er der brug for at sætte klimaplanens målsætning om mindre affaldsforbrænding. Sådan lyder budskabet fra Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen (S), der er formand for KL's miljø-og forsyningsudvalg i Jyllands-Posten mandag.
Kommunerne mener regeringen og Folketinget skal gentænke aftalen om en grønnere affaldssektor. Birgit S. Hansen påpeger her, at man skal fortsætte den grønne omstilling af energiforsyningen, men udsætte målene for reduktionen af affaldsforbrændingen.
– Det er ikke lige nu, at vi skal reducere forbrændingen af affald med en tredjedel, alt imens vi sætter vindmøller og solceller op over hele landet. For de projekter tager tid, og så længe vi ikke har en tilstrækkelig grøn ressource, som vi kan forsyne danskerne med i fjernvarmenettet, er vi nødt til at genoverveje beslutningen, siger Birgit S. Hansen til Jyllands-Posten.
Ingen resonans på Christiansborg
Vismand Lars Gårn Hansen, der medlem af formandskabet for Det Miljøøkonomiske Råd, støtter op om forslaget.
De stigende energipriser som følge af krigen mener han taler for, at man fortsat bruger affald som energikilde fremfor mere genanvendelse.
Det er dog svært at finde gehør for en justering af klimamålene på Christiansborg. I et skriftligt svar til Jyllands-Posten svarer klima-, energi-og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), at situationen kræver, at man skal se på sammensætningen af energisektoren.
”Men den ændrer ikke på, at klimaplanen for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi er et vigtigt skridt på vejen mod en klimaneutral affaldssektor, hvor affald i højere grad genanvendes i stedet for, at ressourcer går op i røg med CO2-udledninger til følge”, skriver ministeren.