
Cecilie Engell skal være ny direktør for social- og sundhedsforvaltningen i Brøndby Kommune. Foto: Froztbyte/Wikimedia Commons
Brøndby får ny direktør for social- og sundhed
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Cecilie Engell begynder den 1. august som direktør for social- og sundhedsforvaltningen i Brøndby. Hun kommer fra en stilling som borgercenterchef i København og med omfattende ledererfaring fra det kommunale.
– Jeg glæder mig utroligt meget til at blive en del af holdet i Brøndby, som er en kommune, jeg kender for den gode relation mellem politikere og forvaltning. Ambitionerne for kommunen, som de kommer til udtryk i 2030-strategien, glæder jeg mig til at være med til at indfri med fokus på den tværgående indsats til glæde for kommunens borgere, siger Cecilie Engell i en pressemeddelelse.
52-årige Cecilie Engell er uddannet cand.scient.pol. og har en masteruddannelse i offentlig ledelse.
– Med Cecilie får vi ikke bare en erfaren leder, der er rigtig godt bevandret i at navigere i en politisk styret organisation. Vi får også en direktør, der kan tænke nyt og kreativt omkring de udfordringer, vi står overfor de vigtige velfærdsområder, hun får ansvaret for. Vi glæder os meget til at få Cecilie Engell med på holdet, siger kommunaldirektør Peter Kjærsgaard Pedersen.
Privat bor Cecilie Engell i Roskilde med sin mand og to hjemmeboende børn ud af en børneflok på fire.