
Det er borgmester Michael Ziegler (K), der står som afsender af brevet til Folketinget og regeringen på vegne af flertallet i Høje Taastrup.
Protestbrev til Folketinget: Flyt det specialiserede socialområde fra kommunerne
tekst Thomas Kokholm, tkn@kl.dk
På byrådsmødet i Høje-Taastrup i går aftes stemte et flertal bestående af Konservative, Radikale, Dansk Folkeparti og Enhedslisten for, at der blev sendt et protestbrev til regeringen og Folketinget med borgmester i Høje-Taastrup Michael Ziegler (K) som underskriver. Socialdemokraterne og SF undlod at stemme.
– Byrådet i Høje-Taastrup Kommune retter med dette brev henvendelse til jer med en klar opfordring om, at I flytter det specialiserede socialområde væk fra kommunerne, lyder det indledningsvist i brevet.
Det er den økonomiske situation omkring det specialiserede socialområde, der får et flertallet til at kaste håndklædet i ringen. I brevet påpeges det, at man som udgangspunkt var enig i intentionerne bag, at man ved reformen 2007 flyttede området til kommunerne, men at mange års kamp med misforholdet mellem økonomi og opgave har slidt dem op.
– Imidlertid må vi konstatere, at økonomien på området slet ikke hænger sammen. Til en start var det svært at gennemskue, hvad der præcis skete. Men efter, at vi fik brudt udgifterne ned i målgrupper og gennemsnitspriser, tegnede der sig et klart mønster. Der bliver flere borgere i målgrupperne, og i de senere år har vi ydermere set en udvikling, hvor tyngden er vokset – altså hvor borgerne skal have mere hjælp, står der.
Udgiftspresset er voldsomt, påpeges det. I indeværende budgetår har Høje-Taastrup Kommune oplevet, at budgettet er skredet med 35 millioner kroner, og man har måttet indføre forbrugsstop i hele organisationen.
– De fleste kommuner mærker det, og det har jo også været diskuteret med stigende intensitet gennem de senere økonomiforhandlinger om kommunernes økonomi. Imidlertid har vi tabt troen på, at vi er på vej mod en fælles erkendelse og fælles forståelse om det specialiserede socialområde. Og vi har tabt viljen til år for år at gennemføre servicereduktioner på de klassiske velfærdsområder for at finansiere udgiftsvæksten. Derfor sender vi en klar opfordring til jer om, at I flytter området væk fra kommunerne. Jo før, jo bedre, slutter brevet.