
Fjernvarmenettet skal udvides frem mod 2028. Foto: Colourbox
Ny aftale sikrer klar besked til gaskunder
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Inden 2022 bliver til 2023 får alle danske husstande, der opvarmes med gas, klar besked om, hvorvidt de kan få fjernvarme eller en anden grøn løsning. Det kræver, at kommunerne planlægger, hvad der skal ske i de gasforsynede områder, og det arbejde vil være færdigt inden udgangen af 2022.
Det har regeringen og KL aftalt, oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Det indeholder aftalen
Alle kommuner gennemfører varmeplanlægning for udrulning af mere fjernvarme i 2022 i gasforsynede områder.
Kommunerne sender brev til alle med gas og oliefyr i disse områder med klar besked.
Fjernvarmeselskaber laver på baggrund af kommunernes varmeplanlægning projektforslag, som kommunerne skal godkende i 2023.
Der etableres lokale koordinationsfora.
Der afsættes midler til at understøtte fælles varmeforsyning i mindre målestok.
Et dialogudvalg skal følge op på aftalen og gøre status i 2025.
Kilde: KL og Klima-, Energi og Forsyningsministeriet
– I kommunerne er vi parate til at sætte alle kræfter ind på at gøre danskernes hjem og boliger uafhængige af naturgas. En sådan grøn omstilling kræver lokal koordinering, og med aftalen her påtager vi os vores ansvar for at fremskynde udfasningen af gas. Nu er rammerne for kommunernes opgave på plads, og vi er klar til at gøre alt, hvad vi kan, for at give borgerne hurtig og klar besked om, hvorvidt de vil blive omfattet af et fjernvarmeprojekt eller ej – og hvis ikke, hvad alternativerne så er, siger formand for KL, Martin Damm (V).
Planen er, at fjernvarme er helt udrullet i Danmark i 2028, og allerede i løbet af næste år skal de planlagte nye fjernvarmeprojekter være godkendt.