
Borgmester Jørgen Popp (SP) lægger sig fladt ned efter at have nægtet en afstemning i byrådssalen. Foto: Tønder Kommune
Byrådsmedlem klager over borgmester til Ankestyrelsen
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
På et byrådsmøde i Tønder Kommune i april endte to medlemmer i et verbalt slagsmål. Byrådsmedlem Allan Svendsen (NB) beskyldte borgmester Jørgen Popp (SP) for uretmæssigt at have fjernet et punkt på dagsordenen.
Et punkt, der var bragt op af Allan Svendsen, som derefter ønskede en afstemning, om punktet skulle afvises. Men det blev også nægtet med meldingen, at hvis borgmesteren havde lavet en fejl, måtte han få en næse eller påtale, og ellers måtte der indsendes en klage.
Efterfølgende har Allan Svendsen med hjælp fra Nye Borgerliges jurist på Christiansborg indsendt en syv sider lang klage til Ankestyrelsen, der går på, at borgmesteren på ulovlig vis har nægtet en afstemning. Det skriver Jydske Vestkysten, der også kan berette, at borgmesteren har lagt sig fladt ned.
– Jeg sagde allerede under mødet, at jeg muligvis begik en fejl. Og det har jeg gjort. Jeg kan som borgmester ikke afvise en initiativretssag. Det kan kun kommunalbestyrelsen gøre. Derfor kommer punktet på ved næste møde, siger Jørgen Popp til Jydske Vestkysten.
Jørgen Popp forventer, at kommune vil blive opfordret til at udarbejde en redegørelse om sagen.