
Martin Damm og resten af KL's delegation er mandag til sættemøde i Finansministeriet. Foto: Mads Brandsen
Damm: Hvis ikke Wammen har flere penge, må kommunerne spare på velfærd
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Forud for det første af dagens to sættemøder om næste års økonomi i regioner og kommuner, gjorde finansminister Nicolai Wammen (S) sit for at tale forventningerne ned.
Regeringens udspil er, at kommuner får tilført ekstra 1,25 milliarder kroner. Det svarer omtrent til at dække det såkaldte demografiske træk i form af flere børn og flere ældre.
Men det vil få alvorlige konsekvenser, hvis finansministeren ikke finder flere penge til kommunerne, lyder det fra KL’s formand Martin Damm (V) kort før tirsdagens sættemøde i Finansministeriet.
– Det holder ikke at sige, at demografien er dækket af, hvis vi får 1,25 milliarder kroner. Får vi ikke mere, vil nogle af de penge blive brugt på det specialiserede socialområde, hvor udgifterne fra 2020 til 2021 er steget med 1,6 milliarder kroner, siger Martin Damm (V).
KL-formanden henviser til, at det specialiserede socialområde er et ”skal”-område, hvor kommunerne ikke bare kan reducere serviceniveauet.
– Vi kan blive nødt til at tage nogle af pengene og flytte dem derover. Kommunerne har fire virkelig tunge poster: Dagtilbud, skoler, ældrepleje og det specialiserede socialområde. Stiger udgifterne et af de steder, må de reduceres et andet sted. Det er sund logik, siger han.
Så hvis finansministeren kun har 1,25 milliarder kroner, må regeringen tage ansvaret for besparelser og rationaliseringer?
– Ja. Det er det, der kommer til at ske ude i kommunerne. Man er nødt til at sige, at noget, man kunne i går, kan man ikke længere i dag, fordi pengene ikke slår til.
Hvad tænker du om, at finansministeren vil have kommunerne til at spare på konsulenter igen?
– Nu har vi efterhånden lært den. Kommunerne har sparet konsulenterne væk op til flere gange. Dagsordenen er udtømt.
Det lyder til, at I kommer til at afvise den del fuldstændigt?
– Det gør vi. Det er også, som om man forestiller sig, at vi skal have det at vide af finansministeren, hvis vi skal effektivisere. Det gør vi hvert eneste år for at få enderne til at mødes, siger Martin Damm.
Forhandlingerne om næste års kommuneøkonomi fortsætter de kommende måneder.