
Et ekspertudvalg skal sikre udviklingen på socialområdet. Foto: Colourbox
Eksperter skal sikre udviklingen på socialområdet
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Et udvalg af eksperter skal nu sikre, at der kommer mest mulig velfærd ud af de over 50 milliarder kroner, kommunerne hvert år bruger på socialområdet. Eksperterne skal således komme med anbefalinger til en mere bæredygtig udvikling på socialområdet. Det skriver Social- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
Det er KL og regeringen, som er gået sammen om at nedsætte ekspertudvalget, og nu er kommissoriet besluttet og medlemmerne udpeget.
Den følgegruppe, der har fulgt regeringens arbejde med evalueringen af det specialiserede socialområde, er også inviteret til at følge ekspertudvalgets arbejde.
– For regeringen har socialområdet en afgørende prioritet. Vi har et stærkt velfærdssamfund og bruger nu over 50 milliarder kroner på indsatser og hjælp til udsatte børn og unge, mennesker med psykiatriske udfordringer og mennesker med handicap. De midler skal vi sikre anvendes bedst muligt, så borgerne får den hjælp, der er meningsfuld for dem og virksom i forhold til indsatsen, siger social- og ældreminister Astrid Krag (S) i pressemeddelelsen og fortsætter:
– Jeg ser derfor frem til at modtage ekspertudvalgets anbefalinger til en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling, blandt andet i forhold til hvordan vi sikrer en bedre forebyggende indsats og mere progression for borgerne.
Af kommissoriet for ekspertudvalgets arbejde fremgår det, at ekspertudvalget skal belyse og analysere fem emner. Ekspertudvalget skal således se nærmere på, hvad der driver udviklingen i udgifterne og borgernes indsatser, hvilken forebyggelse, der kan hjælpe borgeren, hvordan det sikres, at medarbejderne bruger så stor en del af arbejdsdagen som muligt på kerneopgaven, hvordan den eksisterende vidensdeling udvikles, og sikre udvikling for den enkelte borger.
Medlemmerne af ekspertudvalget
Formand:
Torben Tranæs, forskningsdirektør ved VIVE
Medlemmer:
Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved VIVE
Jon Kvist, professor i Europæisk offentlig politik og velfærd ved RUC
Mette Gørtz, professor i økonomi ved Københavns Universitet
Lise Plougmann Willer, direktør for borger og arbejdsmarked i Esbjerg Kommune
Ann-Sofie Bech von Hielmcrone, generalsekretær for KFUK’s Sociale Arbejde
Trine Stokholm, tilsynschef ved Socialtilsyn Øst
Jakob Bigum Lundberg, landsformand for Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD)
Mogens Lindhard, formand for Det Centrale Handicapråd