
DI ser gerne uddannelsespålægget droppet. Foto: Esbjerg Kommune
DI vil også gerne droppe uddannelsestvang til unge
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
I efteråret indgik regeringen, KL og arbejdsmarkedets parter en trepartsaftale, der blandt andet giver kommunernes jobcentre mulighed for at hjælpe unge i job fremfor uddannelse frem til udgangen af 2023.
I et nyt ungeudspil, der har til formål at hjælpe de omkring 45.000 unge, der står uden hverken job eller uddannelse, til at komme i gang, foreslår KL, at uddannelsespålægget helt skal droppes. Uddannelsespålægget rammer unge under 30 år, som hverken af et arbejde eller en såkaldt kompetencegivende uddannelse. Hvis de unge ønsker ydelsen uddannelseshjælp, så kan de blive pålagt at starte på en uddannelse. Det er det, som landets jobcentre med trepartsaftalen kan se bort fra frem til udgangen af 2023, og står det til DI, bør det fortsætte.
– Der er 34.000 unge i kontanthjælpssystemet, som kommunerne nu må hjælpe i job fremfor ensidigt at have fokus på, at de alle skal starte på en uddannelse. Vi er sikre på, at det i forhold til nogle af de unge er den helt rigtige vej, siger Steen Nielsen, der er vicedirektør i DI, i en pressemeddelelse.
Han påpeger, at mange af de unge allerede har haft mange nederlag i uddannelsessystemet, og at det for dem vil være meget bedre, at de kan komme ud og få nogle konkrete erfaringer og møde gode kollegaer på en arbejdsplads.
– På den måde vil de lære en masse og bidrage ude på virksomhederne, samtidig med at det kan være med til at give dem motivation til senere at tage en uddannelse, siger Steen Nielsen.