
Babak Djarahi har sagt op i Nyborg Kommune. Pressefoto
Erhvervschef siger farvel til Nyborg
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Nyborg Kommune må sige farvel til erhvervschef Babak Djarahi, som har sagt op med udgangen af juni. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Han siger til avisen, at han har fundet det svært at begå sig i et ledelsesmæssigt tomrum med en sygemeldt kommunaldirektør og en teknisk chef, der var blevet fyret på grund af grænseoverskridende adfærd ved en julefrokost. Desuden blev han først udpeget til konstitueret chef for hele det tekniske område, for derefter at være blevet frataget den titel igen efter 14 dage.
– Det har selvfølgelig spillet ind på min beslutning om at stoppe, men det er ikke hele forklaringen, siger Babak Djarahi ifølge Fyens Stiftstidende.
Ifølge TV2 Fyn har Babak Djarahi ikke noget nyt job på hånden.
– Jeg vil gerne hjælpe den nye direktør i teknisk forvaltning på plads, og jeg smækker ikke med døren, men omvendt synes jeg, der har været tale om et noget rodet og uskønt forløb, men selvfølgelig har ledelsen formentlig også været under et vist pres i perioden, siger han til TV2 Fyn.