
Pengene fra staten følger kvotetallene for ukrainske flygtninge, og derfor er der ikke flere ukrainere, som kan få ophold i Varde. Deres kvote er nemlig opbrugt. Foto: Colourbox
Vardes flygtningekvote fyldt, og det kan splitte familier ad
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
217 ukrainske flygtninge har officielt fået ophold i Varde Kommune. Reelt set opholder der sig dog op mod 450 i kommunen.
Med de 217 flygtninge er Vardes kvote for ukrainske flygtninge opbrugt, og der er derfor ikke flere ukrainere, som kan få opholdstilladelse i kommunen. Det skriver JydskeVestkysten.
Det betyder, at de, der får opholdstilladelse fremover, skal fordeles til andre kommuner.
Når der bor et så stort antal ukrainske flygtninge i privat indkvartering, skaber det op til tre måneders ventetid i kommunen, og det gør, at nogle flygtninge må flytte, når de får opholdstilladelse.
Kommunen kan ikke bare lade dem blive, fordi det vil øge udgifterne, i og med at pengene følger kvotetallene og ikke de ukrainske flygtninge.
– Det skal i hvert fald ikke gå ud over vores velfærd, så selvom det er rigtig tragisk, så kan vi blive nødt til at flytte nogle, og jeg er godt klar over, at det er ærgerligt, og at familier kan blive splittet ad, men dermed ikke sagt, at vi ikke forsøger at behandle alle ordentligt. Men vi skal også have økonomien og kapaciteten til at modtage flygtningene, siger formand for arbejdsmarkeds- og integrationsudvalget i Varde Kommune, Anne Catherine Hoxcer Nielsen (S) til JydskeVestkysten.