
Foto: Colourbox
Dialog fremfor forbudshammer
af Nikolaj Bjørk Christensen (V), formand for sundhedsudvalget, Slagelse samt 27 øvrige byrådsmedlemmer
Som unge byrådsmedlemmer fra hele landet og på tværs af partiskel finder vi det stærkt problematisk, at vores interesseorganisation, Kommunernes Landsforening, aktivt arbejder for at forbyde lavalkoholprodukter for 16- og 17-årige. Det sker som medlem af alliancen ”#DrukfriUngdom”, hvor man i en bemærkelsesværdig alliance mellem afholdsbevægelsen og spiritusbranchen lobbyer massivt for at sidestille øl med vodka i en ensartet 18-års salgsaldersgrænse for enhver alkoholtype.
Vi ønsker at stille spørgsmål om hvornår og i hvilket forum, at der er truffet demokratisk beslutning om, at KL skal støtte op om og indgå i denne alliance. Det har fra starten været en fejl, og vi mener derfor, at KL skal melde sig ud igen.
Selve ordlyden i navnet ”Drukfri Ungdom” udstiller da også en absurd intention om helt at eliminere unges festlige oplevelser med alkohol. Vi savner nuancerne i debatten. Alkohol er jo ikke i sig selv et problem, så længe det nydes på ansvarlig vis og uden, at de unge bliver presset ind i en drukkultur. Vi kan sagtens blive enige om at arbejde for en mere ansvarlig alkoholkultur i Danmark – også blandt de unge. Men vi efterlyser en langt bredere debat om, hvordan unges som ældres druk kan nedbringes uden at ty til forbud.
Det giver ingen mening ensidigt at fokusere på de unges alkoholforbrug. Den nationale sundhedsprofil fra 2021 viste, at denne ungdomsgeneration drikker mindre end de fleste ældre i landet – og at forbruget i øvrigt har været væsentligt faldende over de seneste mange år.
Med det in mente er det særligt hyklerisk, når det eneste løsningsforslag fra #DrukfriUngdom går på at slå de unge i hovedet med en forbudshammer, som vi ikke vil benytte mod voksne.
Et politisk flertal på Christiansborg og adskillige ungdomsorganisationer har af samme årsag talt offentligt imod ideen om et alkoholforbud for 16-17-årige. Vi foreslår i stedet at tage dialogen med de unge og ungdomsuddannelserne om, hvordan vi sammen kan skubbe kulturen yderligere i den rigtige retning. Vi frygter, at forbudsvejen vil skubbe festen ud i utrygge og uregulerede rum – langt fra voksne og myndigheder. Det vil blive konsekvensen af et eventuelt alkoholforbud på ungdomsuddannelserne, og de utilsigtede konsekvenser ved dette risikerer at ødelægge den allerede igangværende kulturændring i unges forhold til alkohol.
Nikolaj Bjørk Christensen, byrådsmedlem for Venstre i Slagelse
Mathilde Hjort Bressum, byrådsmedlem for Venstre i Aarhus
Mads Hartlev Jansen, byrådsmedlem for Venstre i Vejle
Daniel Borup, byrådsmedlem for Venstre i Aalborg
Jonathan Dyring Løvbom, byrådsmedlem for Radikale Venstre i Kolding
Emil Pedersen, byrådsmedlem for Venstre i Esbjerg
Sebastian Støckler, byrådsmedlem for Venstre i Skanderborg
Jonathan Kristensen, byrådsmedlem for SF i Egedal
Charlotte Amalie Holm, byrådsmedlem for Venstre i Morsø
Louise Theilade Thomsen, borgerrepræsentant for Venstre i København
Christoffer Lilleholt, rådmand for Venstre i Odense
Nicola Emily Larsen, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Rudersdal
Oliver Bagge Jensen, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Vallensbæk
Thomas Østergaard, byrådsmedlem for i Venstre i Ikast-Brande
Mathias Arnvig Zilberberg, byrådsmedlem for SF i Gribskov
Philip Vivet, byrådsmedlem for Radikale Venstre i Herning
Jens S. Højland, byrådsmedlem for Venstre i Ringkøbing-Skjern
Kristine Andersen, kommunalbestyrelsesmedlem for Socialdemokratiet i Svendborg
Anton Brüniche-Olsen, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Gentofte
Emma Holm, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Guldborgsund
Mathilde Kastbjerg, borgerrepræsentant for Det Konservative Folkeparti i København
Jakob Næsager, børne- og ungdomsborgmester for Det Konservative Folkeparti i København
Morten Gaarde Gad, byrådsmedlem for Venstre i Tønder
Mike Straarup, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Vejen
Mads Emil Munk Hansen, byrådsmedlem for SF i Hillerød
Anders Storgaard, kommunalbestyrelsesmedlem for Konservative på Frederiksberg
Nicolai Busch Bæhrenz, byrådsmedlem for Venstre i Odense
Amalie Thomsen, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Vejle
Cille Hald Egholm, borgerrepræsentant for Venstre i København