
Flere ordførere kritiserer både evalueringen af det specialiserede socialområde og regeringens udspil. Foto: Colourbox
Kritik: Regeringsudspil er overfladisk og evaluering er ubrugelig
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Evalueringen af det specialiserede socialområde er dybest set ubrugelig, og regeringens udspil til forbedringer på området er overfladisk og mangler ambitioner. Sådan lyder en del af kritikken fra flere af Folketingets partier, efter den længe ventede evaluering torsdag blev offentliggjort, og regeringen derefter præsenterede sit udspil ’Et liv med ligeværdige muligheder’.
Mens SF’s handicapordfører Charlotte Broman Mølbæk roser regeringens udspil for at satse på at bygge den højtspecialiserede viden og hjælp op, mener hun, kommunerne bør forpligtes til at følge uvildig ekspertviden.
– Vi synes, der er god musik i at lave en rådgivningsfunktion, men det, der er vigtigt for os, er, at kommunerne ikke skal kunne overhøre det, når rådgivningen kommer med anbefalinger. Det er sådan, funktionen er i dag, at hvis VISO laver et godt stykke arbejde og kommer med nogle anbefalinger, så vælger kommunen at lægge dem i skuffen. Der skal være en form for binding på, at man skal leve op til det, siger Charlotte Broman Mølbæk, der også mener, der bør ske flere ændringer i visitationsprocessen.
Regeringen har ansvar for at lave nogle kommuneaftaler, der kan bære, og det vil jeg stærkt opfordre dem til at gøre.
– Lige nu har kommunerne det overordnede ansvar for økonomien og har både visitationsansvar og forsyningsansvar. Det, tror jeg, ikke er særligt smart, at mange borgere mener, det er økonomien, der vejer tungere end faglige hensyn, når kommunerne træffer beslutninger. Der er nogle fejl i det her system, og vi vil gerne have lavet en anden form for visitation, siger Charlotte Broman Mølbæk.
Hun fremhæver, at økonomien på det specialiserede socialområde gang på gang udfordrer kommunerne.
– Sidste år bad kommunerne om fem milliarder til det specialiserede socialområde i forbindelse med økonomiforhandlinger, og de fik ingenting. Der ligger altså et ansvar for at sørge for, at finansieringen er der. Regeringen har ansvar for at lave nogle kommuneaftaler, der kan bære, og det vil jeg stærkt opfordre dem til at gøre.
En tynd omgang
Evalueringen af det specialiserede socialområde drager ikke mange konklusioner. Det skyldes ifølge evalueringen, at der ikke er mange historiske data tilgængelig. Dog finder evalueringen på baggrund af en række kvalitative undersøgelse, som Ankestyrelsen har gennemført, ikke belæg for, at kommunerne i for høj grad lader økonomiske hensyn fylde i sagsbehandlingen.
Den konklusion giver Charlotte Broman Mølbæk dog ikke meget for.
– Jeg mener ikke, det beror sig på data overhovedet, og jeg er lodret uenig i konklusionen. Jeg mener slet ikke, det hører hjemme i en evaluering. Man har spurgt kommunerne selv, om de vægter økonomien eller hensynet til borgerne. Det er jo lovstridigt at prioritere økonomien, så det ville de aldrig sige, hvis de gjorde. Det er helt galimatias at lave sådan en undersøgelse, siger hun og understreger, at hun ikke vil udstille kommunerne.
– Jeg ved, der er mange dygtige medarbejdere, der brænder for at gøre en forskel, men der er en for presset økonomistyring, og hvis vi bliver ved at fastholde det nuværende system, så er det borgerne, der bliver taberne.
Enhedslistens handicapordfører Jakob Sølvhøj deler kritikken. Han finder evalueringen ubrugelig.
– Vores indtryk er, at der er store problemer både med visitation og finansieringsmodellen, men det er jo i evalueringen endt med, at vi ved for lidt til at kunne konkludere noget. Det er noget tyndt efter to års arbejde. Jeg synes ikke, vi er blevet væsentligt klogere på nogle af de helt centrale problemstillinger, siger han.
Kommuner skal sanktioneres
Han mener, ligesom Charlotte Broman Mølbæk, at regeringens udspil mangler ambitioner både i forhold til en ny visitationsmodel og en ny finansieringsmodel og ønsker således blandt andet, at kommunerne bliver forpligtet til at følge uvildige faglige vurderinger.
– Dermed vil man ikke stå i det samme dilemma som i dag, hvor man kan hente faglige, specialiserede anbefalinger og så bare lade være med at følge dem. Det er nødvendigt, at vi får gjort noget ved det, siger han og tilføjer:
– I regeringens udspil er det fortsat den enkelte kommune, der bærer næsten den fulde økonomiske forpligtigelse over for de borgere, som har et stort behov for hjælp. Vi mener, man skal finde en model, hvor der er en bred, solidarisk finansiering, så den enkelte kommune ikke skal sidde med bekymring.
Mette Thiesen, der er handicapordfører for Nye Borgerlige, kalder regeringens udspil for overfladisk.
– Desværre er det, som vi har set mange gange på det her område, nogle flotte overskrifter og lovgivning på lovgivning, uden der sker nogen ændringer, siger hun.
Vi er simpelthen nødt til at sikre, at kommunerne overholder lovgivningen.
Mens regeringen i sit udspil ikke vil ændre på, at ansvaret for det specialiserede socialområde hører til i kommunerne, mener Mette Thiesen, at området bør flyttes ud af kommunerne.
– Desværre er der mange partier, der mener, at området ligger godt i kommunerne, selvom det har været tydeligt, at det var en fejl, at området overhovedet kom under kommunerne til en start, siger hun og pointerer, at kommunerne ifølge Nye Borgerlige bør kunne sanktioneres, hvis de begår fejl.
– Vi vil stadig mene, at man kunne starte med at sanktionere de kommuner, som ikke tilbyder den rigtige hjælp, og vi har set mange eksempler på mennesker, der ikke har fået den rigtige hjælp. Tværtimod har kommunerne trukket det i langdrag for at spare penge. Vi er simpelthen nødt til at sikre, at kommunerne overholder lovgivningen, og så længe, man fra regeringens side ikke er indstillet på at sanktionere kommunerne, når de ikke giver den rette hjælp, så synes jeg faktisk, vi er langt fra at nå i mål.