
Både borgere og personale er klar til mere teknologi og digitalisering, mener KL. Foto: Colourbox
Digitalisering og teknologi skal redde fremtidens velfærd
tekst Thomas Kokholm, tkn@kl.dk
En solid velfærd er grundstenen i det danske samfund. Men manglen på arbejdskraft og behovet for konstant at udvikle kvaliteten vil de kommende år sætte velfærden under alvorligt pres, hvis kommunerne ikke gentænker og digitaliserer langt flere dele af opgaverne. Det er hovedbudskabet i KL’s nye digitaliseringspolitik – ’Gentænk Velfærden’.
Det er i høj grad rekrutteringsudfordringen, der gør det nødvendigt at sætte fuld damp på.
Antallet af børn og ældre stiger kraftigt, og i 2030 vil der mangle 44.000 ansatte i den offentlige sektor. Størstedelen af hænderne vil mangle i kommunerne, lyder det fra KL.
Et vigtigt svar på arbejdskraftudfordringen er at sikre kvaliteten i velfærden ved at udnytte de teknologiske og digitale muligheder bedre, end vi gør i dag, og øge hastigheden på den digitale omstilling.
Ifølge Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S), der er formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, kræver det, at kommunerne hele tiden har fokus på udviklingen af velfærden. Derfor skal digitale løsninger fremadrettet bruges endnu mere til at frigive hænder, så kommunerne kan yde endnu højere kvalitet i deres service og medvirke til at gøre borgernes liv nemmere.
– Manglen på arbejdskraft risikerer at slå revner i fundamentet for fremtidens velfærd. Vi skal derfor gentænke velfærden, og hvordan vi løser opgaverne, så hænderne kan række længere. Gode, moderne digitale løsninger kan være med til at frigøre medarbejderes tid, så de kan bruge kræfterne på den kernevelfærd, mennesker altid vil være bedst til, siger Peter Rahbæk Juel.
De 98 kommuner er allerede godt i gang, påpeger han.
– Sensorer bruges til at skabe tryghed i ældre menneskers hjem, kameraer identificerer huller i vejene, videomøder gør dialogen med jobcenteret endnu smidigere, og algoritmer kan forudsige oversvømmelser. Det er alt sammen eksempler på, hvordan vi kan styrke kvaliteten i velfærden ved brug af teknologi, og gøre borgernes hverdag lettere. Og den vej skal vi sætte ekstra turbo på, siger Peter Rahbæk Juel.
Mængden af teknologi er hastigt voksende og samtidig er både borgere og ansatte mere teknologiklare. Langt flere – også ældre borgere – er komfortable med at bruge skærmløsninger. Det gør, at mulighederne er helt anderledes. Det er klart, at når vi udvikler og anvender teknologien, så skal det tage udgangspunkt i det omsorgs- og sundhedsfaglige.
Borgerne er klar til mere
Odenses borgmester mener, at både borgere og ansatte de senere år er blevet meget mere teknologivante, hvilket er grundlaget for, at man nu kan tage skridtet videre ind på nye områder som pleje og omsorg.
– Mængden af teknologi er hastigt voksende og samtidig er både borgere og ansatte mere teknologiklare. Langt flere – også ældre borgere – er komfortable med at bruge skærmløsninger. Det gør, at mulighederne er helt anderledes. Det er klart, at når vi udvikler og anvender teknologien, så skal det tage udgangspunkt i det omsorgs- og sundhedsfaglige. Det er hele grundlaget. Og det skal ske på borgernes og de ansattes præmisser. Så får vi reelt mulighed for at løfte velfærden i en tid, hvor der bliver mangel på hænder, siger Peter Rahbæk Juel.
Som eksempel nævner han, at sagsbehandlerne på beskæftigelsesområdet får hjælp af robotter.
– Det giver en hurtigere sagsbehandling og giver de ansatte mere tid til noget andet. Den slags effektiviseringer er der masser af eksempler på i kommunerne. Jeg håber, at digitaliseringspolitikken kan være med til at skubbe yderligere på udviklingen, og at vi kan få delt de gode erfaringer, siger Peter Rahbæk Juel.
En digital politik med syv budskaber
Kommunernes Digitaliseringspolitik indeholder syv klare budskaber, der sætter retning for, hvordan kommunerne kan gentænke velfærden, og hvordan øget brug af teknologi kan bidrage til at løse arbejdskraftudfordringen og løfte den kommunale service.
Der lægges blandt andet op til, at kommunerne får sat digitalisering på dagsordenen på alle fagområder. Arbejdsgange og velfærdstilbud skal kigges efter i sømmene, og ud fra en faglig vurdering skal der tages stilling til, hvilke processer der kan digitaliseres, så hænder kan frigives.
Derudover skal kommunerne blive bedre til at dele viden med hinanden om de digitale løsninger, der allerede virker, så de kan komme ud og leve flere steder. Nye teknologier, som har stort potentiale til at modernisere og løfte velfærdsløsningerne, skal udforskes og tages i brug.