
Der er penge til kommunernes indsats for udrulning af fjernvarme. Foto Colourbox
Energiaftale: 250 millioner til grøn varme og udfasning af gas
tekst Thomas Kokholm, tkn@kl.dk
Kommunerne og borgerne får en håndsrækning i ny energiaftale. De høje varmeregninger rammer især, hvor der fyres med gas, og i forårets aftale om en målrettet varmecheck blev der også afsat 250 millioner kroner til hurtigere udfasning af gas. Sammen med partierne SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Kristendemokraterne og Alternativet er regeringen nu enige om, hvordan pengene bedst kan anvendes.
De skal gå til kommunernes indsats for udrulning af fjernvarme og mindre, fælles varmeløsninger, til energispare-aktiviteter samt til afkoblingsordningen, hvor man kan få støtte, når gasfyret skal skrottes.
– At komme af med naturgas og olie til opvarmning er et stort og vigtigt skridt for grøn varme. Og det er helt nødvendigt både for varmeregningen, for klimaet og for at blive uafhængig af russisk gas, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) og fortsætter.
– Der skal sættes ind med både planlægning, rådgivning og støtte for at opnå bæredygtige alternativer i hele landet. Vi skal blive endnu bedre til at spare på energien - især i lyset af den usikre situation med den russiske gas Og jeg glæder mig over, at vi sammen med partierne nu accelererer til et helt nyt tempo mod en grønnere og mere sikker hverdag.
Støttepartierne er tilfredse med aftalen. Blandt andet roser SF’s ordfører for klima, energi og forsyning, Signe Munk indholdet.
– Det er dejligt, at vi nu kan sætte endnu mere tryk under den grønne omstilling væk fra naturgas, og særlig godt er det, at vi sætter fokus på at spare på energien, siger hun.
Sådan skal de 250 millioner bruges
De 250 millioner kroner skal anvendes i 2022. Aftalepartnerne er enige om at fordele midlerne til især rådgivning og understøtning af grøn fjernvarmeudrulning, initiativer, der skal få os til at spare på energien og støtte til at afkoble gasfyr i hjemmet.
Grøn varme:
- 55 mio. kr. til lokale koordinationsfora for varmeplanlægning i kommunerne
- 40 mio. kr. til kommunernes udarbejdelse af varme-planer
- 30 mio. kr. til udvikling af mindre, fælles varmeforsyningsprojekter i kommunerne.
- 5 mio. kr. til rådgivning for de decentrale primært naturgasfyrede kraftvarmeværker.
Energispareaktiviteter
- 25 mio. kr. til en energisparekampagne frem mod vinteren
- 10 mio. kr. til energirenoveringer i kommunale bygninger
- 10 mio. kr. til IT og rådgivning af borgerne i kommunerne.
Afkobling af gasfyr
- 75 mio. kr. til Afkoblingsordningen