
Kristianiagade var fyldt med demonstranter søndag. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Socialdemokratiet vil også undersøge Ukraine-gadenavn
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Den russiske ambassade ligger på Kristianiagade på Østerbro i København. Men sådan bliver det måske ikke ved med at være.
Under søndagens pro-ukrainske demonstration foran ambassaden foreslog Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen at omdøbe gaden til Ukrainegade. Det nye navn skal ære de, der kæmper mod den russiske overmagt.
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er positiv indstillet over for forslaget.
– Jeg har fået en del henvendelser med forslag om, at vi omdøber Kristianiagade, hvor den russiske ambassade ligger - til Ukrainegade. Jeg synes, ideen er oplagt, for vi skal på alle tænkelige måder vise vores modstand mod den tragiske og meningsløse russiske invasion. Men vi skal samtidig sikre, at gadens øvrige beboere ikke kommer i klemme, og at det kan lade sig gøre inden for lovgivningen. Derfor har jeg bedt teknik- og miljøforvaltningen om hurtigst muligt at undersøge, om det er muligt inden for de gældende regler og rammer, skriver Line Barfod i et Facebook-opslag.
Socialdemokratiet er positivt stemt overfor at hædre Ukraine, lyder det fra Laura Rosenvinge (S), der er politisk ordfører for partiet i København.
– Vi mener også, at det skal undersøges, og så må vi se, hvad der giver bedst mening. Det kan også være, det er at navngive en ny plads eller andet, siger hun til Danske Kommuner.
Hun vil dog ikke lægge sig fast på, at Kristianiagade skal skifte navn.
– Vi er ikke fuldstændig afvisende, men der er også en grund til, at det hedder Kristianiagade. Så vi slår koldt vand i blodet og får en undersøgelse, siger Laura Rosenvinge.
Ruslands ambassade har tirsdag skrevet et opslag på Twitter, hvor ambassaden henviser til forholdet mellem Danmark og Norge.
– Den russiske ambassade vil gerne minde om, at Kristianiagade bærer det tidligere navn fra Norges hovedstad og symboliserer historiske bånd og godt forhold mellem Danmark og Norge, skriver de på Twitter.
Gaderne omkring Kristianiagade er også navngivet efter norske stednavne og personer.