
Odense køber kul for at droppe russisk gas
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Planen var, at Odense Kommune skulle være kulfri i 2022. Men på grund af situationen i Ukraine og stigende gaspriser bliver det dog ikke sådan alligevel.
Økonomiudvalget har torsdag besluttet af udskyde kuludfasningen til og med første kvartal af 2023. Det sker fordi, at udfasningen af kul på Fynsværket ville betyde, at man i en overgangsperiode skulle købe gas for flere hundrede millioner af kroner i Rusland.
– Det er ikke til diskussion, om vi skal købe gas for op mod en halv milliard i Rusland, hvor Putin har startet en ulovlig krig med Ukraine, siger Brian Dybro (SF), der rådmand for ældre og handicap i Odense.
Han er ærgerlig over, at det rammer ambitionerne for den grønne omstilling. Derfor har økonomiudvalget også sagt, at udledningen fra kul skal kompenseres andetsteds fra.
– Det er lige et slag i maven. Vi har travlt hvis vi skal være klimaneutrale. Det her betyder, at man vil udlede mere CO2. Derfor har vi pålagt Fjernvarme Fyn at lave klimakompenserende tiltag, for den udledning indhentes, siger Brian Dybro.
Udover ikke at bidrage til den russiske økonomi, er bevæggrunden bag beslutningen dog også, at priser på gas har været stærkt stigende.
– Med beslutningen holder vi til dels fjernvarmepriserne i ro, og vi er ikke med til at finansiere Putins helvedeskrig, lyder det fra Brian Dybro.