
Foto: Kolding Kommune
Kolding ansætter erfaren ungechef
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Ole Graversen bliver ny ungechef i Kolding Kommune. Han kommer fra en stilling som områdechef i Region Midtjylland, hvor han har haft ansvar for specialområde børn og unge. Tidligere har han i 10 år været forstander for flere døgninstitutioner for børn og unge.
Den nye ungechef får for første gang ansvaret for alle kommunernes opgaver omkring individuel støtte til unge, der har brug for hjælp fra kommunen.
– Jeg glæder mig til at blive en del af holdet i Kolding, og til at samle hele ungeområdet om at skabe den bedst mulige ungeindsats. Som jeg ser det, giver den nye organisering det bedste fundament for at skabe den helhed i vores indsatser, som både byrådet og de unge ønsker. Jeg ser frem til at gøre en god ungeindsats bedre, så flest mulige unge kommer i uddannelse og beskæftigelse, siger Ole Graversen i en pressemeddelelse.
Social- og arbejdsmarkedsdirektør Thomas Reintoft glæder sig over at kunne ansætte en chef med stor viden på området.
– Ole har et stærkt borgerfokus og passer godt ind i vores organisation. Jeg hæfter mig specielt ved, at vores nye ungechef brænder for udvikling og god ledelse, og det kan vi allerede mærke, at Ole gør. Jeg er sikker på, at han er et godt match, siger Thomas Reintoft.