
Planer om kontroversielt feriecenter på Møn skrinlægges
tekst Thomas Kokholm Nielsen, tkn@kl.dk
I sommeren 2020 kom det frem, at en investor, John Bengt Møller, ville bygge et feriecenter med 500 lejligheder ved Hjelm Bugt på sydsiden af Møn.
Det vakte ikke mindre opmærksomhed, at partneren i projektet var den kendte Peter Norvig, der i 2018 blev frakendt retten til at kalde sig ejendomsmægler.
Det startede en heftig lokaldebat om fordele og ulemper ved de mange nye turister. Modstanderne mente, at Møn, der i forvejen har mange turister, slet ikke ville kunne bære den form for ”masseturisme”. Langs vejene på øen skød plakater op, baseret på udtrykket i den gamle ”atomkraft nej tak” plakat. Ordlyden var her ”Turister ja tak! Feriefabrikker nej tak!”. Plakaterne fik mere landsdækkende berømmelse.
I dag ender debatten. Onsdag eftermiddag meddeler Vordingborg Kommune i en pressemeddelelse, at der ikke bliver etableret et feriecenter ved Hjelm Bugt.

Det fastslår borgmester Mikael Smed (S) efter et møde mellem Vordingborg Kommune og Bolig- og Planstyrelsen. På mødet meddelte styrelsen, at de ikke kan godkende en lokalplan for et feriecenter ved Hjelm Bugt, hvis kommunalbestyrelsen sender planen i høring.
Det betyder ifølge borgmester Mikael Smed, at Vordingborg Kommune nu indstiller arbejdet med planerne. Han mener det er kritisabelt at styrelsen ikke er kommet med en klar melding tidligere.
— Vi har gennem længere tid presset på hos styrelsen for at få deres vurdering af planerne, så vi ikke behøver at spilde investors, borgernes og vores egen tid og ressourcer på at sende et projekt ud i en 8-ugers offentlig høring, som måske i sidste ende alligevel ville blive underkendt af de statslige myndigheder. Nu lykkedes det endelig at få en klar og entydig melding, som vi rent faktisk kan handle på. Alle sten er nu vendt, og vi har det beslutningsgrundlag, som vi har manglet for at kunne træffe en endelig beslutning, siger Mikael Smed.
Det er kritisabelt, at styrelsen på intet tidspunkt har reageret og påpeget, at de ønskede den mulighed taget ud af kommuneplanen. Jeg håber, at det hører til sjældenhederne, at en kommune ikke kan regne med sin egen kommuneplan.
Fuldt belyst
Som en naturlig konsekvens af meldingen fra Bolig- og Planstyrelsen bliver området ved Hjelm Bugt også taget ud af kommuneplanen ved næste revision oplyser borgmesteren. Han er tilfreds med, at sagen nu er fuldt belyst og afgjort, men er samtidig meget undrende over for, at styrelsen ikke har reageret tidligere på sagen.
– Vi taler om et konkret område ved Hjelm Bugt, hvor der siden Regionplanen i 2005 har været mulighed for at etablere ferieboliger. Det har også været indskrevet i vores kommuneplan siden 2009, som styrelsen har haft til godkendelse tre gange, senest da vi reviderede kommuneplanen i 2018. Det er kritisabelt, at styrelsen på intet tidspunkt har reageret og påpeget, at de ønskede den mulighed taget ud af kommuneplanen. Jeg håber, at det hører til sjældenhederne, at en kommune ikke kan regne med sin egen kommuneplan, siger borgmesteren.
– Møn har de seneste år været inde i en rivende udvikling og har udviklet til sig at være en af landets mest populære turistdestinationer. Det har betydet, at mange turister har ledt forgæves efter overnatningsmuligheder i højsæsonen. Den udfordring skal stadig håndteres, siger Mikael Smed.
Han understreger, at kommunen fortsat vil arbejde på at få private investorer til at bygge ferieboliger på Møn.