
Foto: Lars Horn/Baghuset
Ukraine kaster skygger over topmødet - og den kommunale virkelighed
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Det største kommunalpolitiske topmøde nogensinde med over 1.600 deltagere er torsdag formiddag blevet skudt i gang i Aalborg.
I tre år har det årlige topmøde ligesom meget andet været digitalt på grund af corona, og derfor havde både formand og næstformand for KL, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) og Kalundborgs borgmester Martin Damm (V), da også glædet sig ekstraordinært meget til at kunne byde velkommen til Kommunalpolitisk Topmøde 2022.
Mange af landets kommuner har allerede haft travlt med at håndtere de lokale konsekvenser af krigen i Ukraine, der har drevet millioner af mennesker på flugt, og ved topmødes åbning gik konflikten heller ikke ubemærket hen.
– Vi har set billeder fra Ukraine, vi aldrig nogensinde havde drømt om, vi skulle se. Vi har set splittede familier, hvor mændene må blive tilbage og kæmpe, og kvinder, børn og bedsteforældre er drevet på flugt. Vi har set krigens ansigt helt tæt på, sagde Martin Damm inden han bad topmødets deltagere rejse sig og klappe ad både de ukrainere, der kæmper for deres land, og de russere, der tør gå imod Putins regime.
Det er svært at forstå omfanget af den katastrofe, Putin har skabt, og det er endnu sværere at acceptere, at det finder sted
Og verden er da også knapt kommet ud af en stor verdensomspændende pandemi, før en ny krise truer, bemærkede Jacob Bundsgaard i sin åbningstale, hvor han ikke mindst takkede kommunerne for deres indsats under corona.
– Vi har med god, lokal snusfornuft og dømmekraft været med til at sikre, at Danmark er kommet fantastisk godt videre, sagde han og fortsatte:
– Der er desværre mere end nogensinde brug for den handlekraft og den evne til at tage en vanskelig opgave på sig.
En ny mørk skygge er trukket ind over Europa, konstaterede Jacob Bundsgaard.
– Putins krig har medført den største flygtningestrøm i Europa siden 2. verdenskrig. Næsten tre millioner mennesker er allerede drevet på flugt. Det er svært at forstå omfanget af den katastrofe, Putin har skabt, og det er endnu sværere at acceptere, at det finder sted.
Jacob Bundsgaard mindede også om, at borgmestre i de ukrainske byer Melitopol og Dniprorudne er blevet kidnappet og er forsvundet.
– De er blevet bortført til en uvis skæbne. Det er vores kollegaer. Og russiske marionetter bliver sat ind i stedet. Det er et direkte angreb på vores demokrati. Det er terror i Europa, sagde han.
Store opgaver for kommunerne
Modtagelsen af flygtninge fra Ukraine er ikke den eneste udfordring, kommunerne står over for, understregede Jacob Bundsgaard. Den opgave lægger sig blot til de andre opgaver, som også kommer til at kræve kommunalpolitisk opmærksomhed, lød det.
– Klima er en af de opgaver, der står allerøverst på listen. Med Putins invasion er det også kun blevet endnu tydeligere, at klimapolitik også er sikkerhedspolitik. Vi har i kommunerne et stort ansvar for at skubbe på og accelerere den grønne omstilling, og der kommer til at være brug for et godt samarbejde på tværs af kommunerne og med både regering og folketing. Det kræver lokalpolitisk lederskab og handling, hvis vi skal have skabt tilstrækkeligt med vedvarende energi, klimasikret vores kyster og generelt have taget hånd om det, borgerne forventer af os, når vi taler klima, sagde Jacob Bundsgaard.

KL’s formand kvitterede også for regeringens udspil til en sundhedsreform, men opfordrede samtidig Folketinget til at have et ”højt ambitionsniveau” og ”sikre de skridt”, der mangler i udspillet.
– I de forhandlinger, der nu skal i gang, mener vi, det er meget vigtigt, at vi får knyttet det meget tæt sammen med ældreområdet. Det her er en af de vigtigste opgaver, vi har, og den bliver kun større og vildere i den tid, der kommer. Derfor skal vi have de rigtige rammer, sagde Jacob Bundsgaard, som ligeledes nævnte det specialiserede socialområde som en ”afsindig vigtig opgave”, hvor der er brug for bedre rammer og mere økonomi til kommunerne.
Svære forhandlinger
Men økonomien kan blive svær, lød det fra Jacob Bundsgaard. For med krigen i Ukraine, en coronakrise og et politisk flertal på Christiansborg, der er nået til enighed om at bruge milliarder af kroner mere på forsvar, sætter det en ny ramme for økonomien i Danmark.
– Det kommer til at lægge pres på alle andre politikområder, vi arbejder med. Man kan egentlig stille det lidt simpelt op: Der er råd til forsvar, og der er også råd til demografien, når vi bliver flere børn og ældre. Men så er det det. Så er der ikke flere penge i kassen, sagde han.
Vi er nødt til at insistere på, at vi skal have mere realisme i den politiske diskussion i Folketinget
Det kommer til at kræve reformer, mener Jacob Bundsgaard, som lovede Folketinget, at kommunerne vil spille konstruktivt ind med gode løsninger.
– Men vi har en fælles udfordring med arbejdskraft, og det gælder både på det private og det offentlige. Allerede nu oplever vi i kommunerne meget store udfordringer med at besætte stillingerne på ældreområdet, men vi mærker også et pres på daginstitutioner, skoleområdet og socialområdet, sagde Jacob Bundsgaard, som forsikrede, at kommunerne selv skal gøre noget.
Sygefraværet i kommunerne skal bringes ned, der skal skabes arbejdspladser, hvor flere har lyst til at arbejde lidt længere, inden de går på pension, og så skal flere af de medarbejdere, som i dag er på nedsat tid, op på fuldtid.
– Men selv med det er vi også nødt til at insistere på, at vi skal have mere realisme i den politiske diskussion i Folketinget, og at de nye spilleregler må være, at vi ikke kan love minimumsnormeringer, flere sygeplejersker eller flere politibetjente, med mindre vi anviser direkte, hvor vi finder de hænder, der skal til, og den finansiering, der er nødvendig, lød det.
Og så skal der lægges arm med finansminister Nicolai Wammen (S).
– Inden sommeren for alvor bryder ud, mødes vi med den til enhver tid siddende finansminister og forhandler om kommunernes økonomi. De er bøvlede at have med at gøre, de finansministre, for de sidder tungt på pengene, sagde Jacob Bundsgaard og fortsatte:
– Det bliver sikkert endnu værre denne her gang set i lyset af alle de udfordringer, vi står over for. Vi kommer til at gå konstruktivt ind i de her forhandlinger, og vi kommer til at kræve, at vi får nogle rammer, der gør, at vi kan løse de opgaver og de forventninger, der er – både bredt i befolkningen og i Folketinget.
Jacob Bundsgaard nåede også at bemærke, at det bliver den kommende KL-formand Martin Damms (V) udfordring.
– Jeg synes, at når danmarkshistorien skal skrives om den tid, vi befinder os i lige nu, så bør man dedikere et kapitel til det decentrale Danmark. Det er den måde, vi har organiseret os på og det ansvar, vi har taget på os ude i kommunerne, der har sikret, at vi er kommet godt igennem. Det er jeg faktisk stolt over. Det er også det, der gør, at vi kan løse fremtidens udfordringer. Det glæder jeg mig til at tage fat på i en ny rolle, sagde Jacob Bundsgaard.