
Foto: Vejle Kommune
Vejle vil være parasportens hovedstad
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
På Vejle Kommunes hjemmeside profilerer de sig selv som parasportens hovedstad. Parasporten skal tages alvorligt, og derfor vil Vejle da nu også sigte efter at blive hovedstaden for parasport. Kommunen har et parasportsråd, der arbejder for at forbedre vilkårene for idræt for folk med handicap.
Blandt andet vil de også øge synligheden omkring parasporten ikke bare lokalt, men også nationalt, da alle skal kende til Vejles målsætninger inden for området.
Til TV Syd udtrykker borgmester Jens Ejner Christensen (V) da også begejstring over for området.
– Parasporten er med til at inspirere mange, og de parasportudøvere, vi har, er med til at få andre med forskellige handicaps i gang til at dyrke en idrætsgren. Det er en rigtig god ting. Der er gode fællesskaber i det, siger han til tv-stationen.
Børn samler flasker til fordel for Ukraine
I Jammerbugt har to børnehaver startet et projekt for de mange ofre i Ukraine. Projekt Flaskeindsamling skal skaffe penge, som de kan sende til Ukraine, men skal også give børnene en glæde ved at give.
Indsamlingen foregår blandt andet ved, at børnehavebørnene har været ude og sætte plakater op med opfordring om at aflevere tomme flasker til dem, som de så kan pante.
– Vi håber selvfølgelig på at få en masse flasker, som skal pantes. Børnene kommer både til at være med at til at pante flaskerne, og de kommer løbende til at tælle pengene fra de pantede flasker. På den måde får de forhåbentlig oplevelsen af, at deres arbejde batter, siger Bente Gråkjær, der er dagtilbudsleder i Jammerbugt Kommune, i en pressemeddelelse.

10 millioner kroners forskel på Frederiksberg og Lolland
I 2021 var der fart på boligmarkedet. Videnscentret Bolius skriver, at 50.644 parcel- og rækkehuse blev solgt, hvilket er det højeste antal på et år, siden man begyndte at samle det i en statistik i 2004.
Der er stor forskel på, hvor meget du skal give for et hus, alt efter hvor i landet, du vil slå dig ned. I Hovedstaden og i området omkring København er huspriserne højest. Aarhus er den eneste kommune, der ikke ligger i det område, men som er på top-30 listen over de højeste kvadratmeterpriser.
I Frederiksberg Kommune koster et gennemsnitligt hus på 145 kvadratmeter 10,6 millioner kroner, hvorimod et hus på samme størrelse i Lolland Kommune, der har landets billigste boliger, sniger sig ned på 638.000 kroner. Frederiksberg-prisen er altså 15 gange større end Lollands.