
Foto: Colourbox
SF: Regeringen får, hvad den betaler for på handicapområdet
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Rigsrevisionen lægger ikke fingre imellem i sin beretning om handicapområdet: Ministeriets tilsyn med kommunerne er ikke god nok. Der er derfor risiko for, at borgere ikke modtager de ydelser, de har ret til.
Gang på gang har KL slået på tromme for flere penge til området, der gennem mange år har været betegnet som ustyrbart og har voldt mange byrådsmedlemmer hovedbrud.
Men der er ikke sket meget, og det har konsekvenser, lyder det fra SF’s handicapordfører Charlotte Bromann Mølbæk, der selv har en fortid som byrådsmedlem i Randers.
– Man får, hvad man betaler for, og man efterlader kommunerne i en knibe, når man ikke lytter til, at der er et voldsomt stigende udgiftspres. Jeg vil kraftigt opfordre regeringen til at tildele området flere penge. Ministeren anerkender endda selv, at økonomien ikke har fulgt med, selv om demografien har ændret sig. Hvis man bliver ved med at gøre ingenting, svarer det jo til at se en trafikulykke i langsom gengivelse, siger hun.
KL: Forventningerne må ændres
Formanden for KL’s socialudvalg, borgmester i Viborg, Ulrik Wilbek (V), vil ikke helt udlægge teksten sådan.
– Der er tre ting at gøre. Vi kan forbedre sagsbehandlingen, Christiansborg kan gøre lovgivningen mindre kompliceret, og endelig kan man tilføre flere ressourcer. Det sidste er tvivlsomt, for vi ved jo godt, at forsvarsudgifterne tynger økonomien. Vi får i hvert fald hverken tre, fire eller fem milliarder kroner ekstra næste år, siger han.
Selvom man kan nå et stykke med enklere lovgivning og dermed enklere sagsbehandling, er økonomien vel stadig en kæmpe udfordring?
– Ja, og derfor vil vi gerne have, at Folketinget går med ud og siger, at når der ikke er flere penge, må vi også ændre forventningsafstemningen. Det bliver nødvendigt. Inden da skal vi selvfølgelig prøve at gøre det bedre og anderledes, siger Ulrik Wilbek.
Jeg synes grundlæggende ikke, at en kritisk rapport fra Rigsrevisionen skal ændre på, hvor området skal være placeret
Dårligt tidspunkt
Charlotte Bromann Mølbæk mener også, at der i kommunerne mangler specialiseret viden blandt sagsbehandlerne. Derfor vil partiet flyttet det specialiserede socialområde over i regionerne.
– Jeg tror, det er utopi at tro, at alle kommuner har størrelsen til at kunne løfte området. Det er ikke kun et spørgsmål om penge, siger hun.
Her er Ulrik Wilbek uenig.
– Man kunne godt overveje, om det er en opgave, der løftes bedst mellemkommunalt. Men jeg synes grundlæggende ikke, at en kritisk rapport fra Rigsrevisionen skal ændre på, hvor området skal være placeret. Der må vi afvente den evaluering af området, som er på vej, siger Ulrik Wilbek.
Social- og Ældreministeriet har igangsat en evaluering af det specialiserede socialområde, som forventes offentliggjort snarligt.