
Foto: Næstved Kommune
Erfaren leder bliver centerchef i Næstved
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Fra 1. maj er Kathrine Ersted Sørensen ny centerchef for skoler og dagtilbud i Næstved Kommune. Hun skal dermed være leder for kommunens største velfærdsområde med 2.600 ansatte.
Kathrine Ersted Sørensen igennem flere år været leder på dagtilbuds- og skoleområdet. Det har hun blandt andet i Vallensbæk, Guldborgsund, Roskilde og Faxe.
– Jeg er stolt af at arbejde på dagtilbuds- og skoleområdet. Det giver virkelig god mening for mig at arbejde med rammerne for børn og unges trivsel, udvikling og læring samt ledelse indenfor det her område, siger Kathrine Ersted Sørensen i en pressemeddelelse fra Næstved Kommune.
Jan Milandt, direktør for dagtilbud og skoler, børn og unge samt kultur og borgerservice, ser frem tid samarbejdet med den kommende centerchef.
– Kathrine Ersted Sørensen er en kapacitet med stor erfaring, som har demonstreret gode resultater, når det gælder samarbejde på skole og dagtilbudsområdet. Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med hende og byde hende velkommen her i kommunen, siger han.
I december 2021 fratrådte daværende centerchef for dagtilbud og skole, Lars Nedergaard, da der ifølge kommunen var behov for en anden profil til at videreudvikle området.