
Pressefoto
Ny mand på pinden vil understøtte kommunernes klimakamp
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Frank Schmidt-Hansen (K) er ny mand i front. Hvor han før var bestyrelsesmedlem i KL’s arbejdsmarked- og borgerserviceudvalg, er han nu blevet formand for det nye ad-hoc udvalg for klimasamarbejde.
Hans politiske karriere går en hel del år tilbage, hvor han startede som lokalpolitiker i det, der før kommunalreformen, var Rødding Byråd i 1999. Det var dog ikke mangeårige gennemtænkte planer om politik, der fik Frank Schmidt-Hansen til at stille op til byrådet.
– Jeg var på det tidspunkt ikke politisk engageret, da jeg blev opfordret. Det var et udtryk for, at jeg var et engageret menneske i lokalområdet og havde en stor berøringsflade. Og så blev jeg prikket på skulderen, fortæller han.
Frank Schmidt-Hansen blev valgt til byrådet i Vejen Kommune i 2006, hvor han har siddet lige siden. Han startede som formand for teknik- og miljøudvalget, som han også var medlem af i den efterfølgende periode. Herefter skiftede han over til at være formand for byrådets arbejdsmarked- og integrationsudvalg, indtil han ved kommunalvalget i 2021 endte som borgmester i Vejen, efter at den forhenværende borgmester Egon Fræhr (V) valgte ikke at stille op igen.
For Frank Schmidt-Hansen var det dog ikke med målet om borgmesterposten, der i starten fik den selvstændige erhvervsmand til at starte sin politiske karriere.
– Jeg havde givet udtryk for, at der ikke var nok fokus på erhvervsudviklingen. Og når man har været frivillig i foreningslivet i mange år, er der mange årsager til at gå ind i politik. Jeg meldte mig for at være med til at præge ting, men i starten var det ikke fordi, jeg havde de helt store politiske visioner, siger han.
Nu er han i front for Vejen Kommune. Også selvom det betyder, at han i stedet for at bruge 20-25 timer om ugen på politik, nu nærmere skal sætte op mod 80 timer af.
– Jeg er rigtig glad ved at være borgmester. Jeg trives med det, men der er også travlt. Der er knald på, siger Frank Schmidt-Hansen.
Fokus på klima
Med den nye borgmesterpost følger nu også en formandspost i et KL-udvalg for Frank Schmidt-Hansen. Ad-hoc udvalget for klimasamarbejde er helt nyt og en tilføjelse til kommunernes arbejde med området i forlængelse af KL’s klima- og miljøudvalg. Et skærpet fokus er naturligt ifølge Vejen-borgmesteren.
– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang i klimaudvalget. Nu har vi lige været på Kommunalpolitisk Topmøde, og man må sige, at to ting fylder meget i kommunerne. Det ene er at skaffe arbejdskraft, og den anden helt store dagsorden er klima. Det er en rigtig spændende opgave, hvor der er medvind på cykelstien med det nuværende fokus, siger han.
Vi skal skabe de bedste resultater set med klimabriller.
Udover mål i forhold til Parisaftalen, mål omkring at reducere drivhusgasser med 70 procent i 2030 og en nuludledning i 2050, er der helt aktuelt noget, der skubber dagsordenen endnu længere frem.
–Det er med den ulykkelige situation i Ukraine blevet tydeligt, at vi skal blive fri af russisk gas hurtigst muligt, siger Frank Schmidt-Hansen.
De bedste resultater set med klimabriller
Det nye udvalg er stadig i sin spæde start og derfor er de helt faste rammer for dets opgaver endnu ikke på plads. Der er dog nogle overordnede ting, som ad-hoc udvalget er blevet til på baggrund af.
– Vi skal med udgangspunkt i klimahandlingsplanerne fra DK2020-samarbejdet i kommunerne, som i en række kommuner er ved at blive godkendt, være med til at sørge for, at der bliver en god implementering. Vi skal være med til at dele viden og fortælle de gode historier. Vi skal understøtte dem i forhold til at skabe et godt samarbejde på tværs af interesseorganisationer, erhvervsliv, landbruget, civilsamfund, fonde og andre interessenter, siger Frank Schmidt-Hansen.
Frank Schmidt-Hansen vil ikke trække noget ned over hovedet på kommunerne. Udvalget skal opfattes en sparringspartner til, hvad man i fællesskab kan opnå på klimafronten.
Han har også nogle visioner for udvalget, som han håber, kommunerne vil bidrage til.
– Overordnet vil jeg være stolt, hvis vi lykkes med at få sikret samarbejde på tværs af alle tænkelige interessenter. Vi skal skabe de bedste resultater set med klimabriller. Det ville være optimalt, hvis alle føler sig hørt og inddraget gennem dialog. Min tilgang bliver, at jeg vil række hånden ud og byde op til dans til alle, der har lyst, siger Frank Schmidt-Hansen.
Det er vigtigt for den nye udvalgsformand, at kommunerne skal være med til det arbejde, han de næste fire år skal beskæftige sig med i KL-regi. Og det synes også naturligt for ham, at kommunerne skal have del i det arbejde, landets kommuner gerne skal være fælles om.
– Jeg vil gerne, at vi i udvalget kommer under huden ude i kommunalbestyrelserne. Det vil være naturligt, at når vi kommer ud til kommunerne, inviterer vi også miljø- og klimaudvalgene ind for at skabe ejerskab og synlighed overfor den fælles opgave, vi alle har, siger Frank Schmidt-Hansen.