
Nich Bendtsen fratræder sin stilling. Foto: Hvidovre Kommune
Hvidovres kommunaldirektør fratræder
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Helbredsmæssige årsager tvinger Hvidovres kommunaldirektør Nich Bendtsen til at fratræde sin stilling øjeblikkeligt, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
66-årige Nich Bendtsen har været kommunaldirektør siden 2013 under skiftende socialdemokratiske borgmestre, men har siden nytår samarbejdet med kommunens nye borgmester, SF’eren Anders Wolf Andresen.
– Jeg har haft et kortvarigt, men rigtig godt samarbejde med Nich, og jeg er meget ærgerlig over, at vi nu må sige farvel til ham som kommunaldirektør. Jeg ønsker Nich det bedste fremover, siger han.
Inden Nich Bendtsen kom til Hvidovre var han kommunaldirektør i den tidligere Rosenholm Kommune fra 2002 og fra kommunesammenlægningen i 2006 i Syddjurs Kommune.
Tirsdag har kommunalbestyrelsen besluttet, at direktør Gert Nelth bliver konstitueret i stillingen indtil en ny kommunaldirektør er fundet.