
Foto: Lolland Kommune
Lolland ansætter ny direktør
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
51-årige Lars Povlsen Jensen bliver ny direktør i Lolland Kommune fra den 1. maj.
Han vil få ansvaret for skole og dagtilbud, børn, unge og familie samt kultur, fritid og borgerservice. Han kommer fra en stilling som centerchef i beskæftigelses- og socialforvaltningen i Odense Kommune.
– Jeg glæder mig til at lære området og kommunens organisation at kende. Lolland Kommune er midt i en rivende udvikling, og jeg er både glad for og stolt af at få mulighed for at give mit bidrag i opgaven med at udmønte kommunens mange stærke visioner og ambitioner, siger Lars Povlsen Jensen i en pressemeddelelse.
Kommunaldirektør Thomas Knudsen ser frem til at den kommende direktør tiltræder stillingen.
– Lars kommer med en solid erfaring og en bred vifte af kompetencer – ikke mindst når det handler om strategisk ledelse, god kommunikation og om at sikre et tæt samarbejde på tværs af vores organisation. Jeg er ikke i tvivl om, at Lars er den rette til at løfte de mange, spændende opgaver, der venter os i de kommende år, siger Thomas Knudsen.