
Peter Rahbæk Juel (S). Foto: Per Lange/Ritzau Scanpix
KL er parat til at vinke farvel til jobcentrene i nyt udspil
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Hvis der var mørke skyer over jobcentrene for fem uger siden, er skyerne kun blevet mere uvejrstruende under valgkampen. Her er jobcentrene nemlig flere gange blevet nævnt af partier på tværs af Folketinget som et spareobjekt, hvor der kan hentes milliarder af kroner til at finansiere andre valgløfter.
Debatten under valgkampen har fået panderynkerne hos Odense-borgmester og formand for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg Peter Rahbæk Juel (S) til at vokse sig dybere og dybere. For han og KL vil have flyttet diskussionen fra murstenen til materien: nemlig beskæftigelsespolitik fremfor jobcentre.
Konstruktionen jobcentre er bare noget, der står i en lov, der er lavet på Christiansborg. Vi har den tilgang, at det vigtigste for os er at lave en stærk og kommunalt forankret beskæftigelsesindsats.
Derfor foreslår KL i et nyt udspil til gentænkning af den aktive beskæftigelsesindsats, at fagligheden skal sættes fri og at i stedet skal måles på resultater. Der skal tages ordentlig hånd om udsatte borgere, og beskæftigelsesindsatsen skal bevare en kommunal forankring, beskæftigelsesindsatsen skal gøres langt mere digital og der skal skabes et bredt ejerskab til beskæftigelsesindsatsen. Og så gør KL det klart, at konstruktionen jobcentre ikke er hellig for kommunerne.
– Konstruktionen jobcentre er bare noget, der står i en lov, der er lavet på Christiansborg. Vi har den tilgang, at det vigtigste for os er at lave en stærk og kommunalt forankret beskæftigelsesindsats, der hjælper flest mulige borgere fra a til b på arbejdsmarkedet, og hjælper flest mulige virksomheder med at sikre arbejdskraft. Jobcentrene er ikke et mål i sig selv, siger Peter Rahbæk Juel ovenpå den seneste tids debat, hvor særligt kritik af jobcentrene har fyldt mediebilledet.
– Vi kan selv se, at der er meget, der fungerer, og så kan vi se, at der er nogle ting, der går galt. Men billedet er altså mere nuanceret end de enkeltsager, der optræder i mediebilledet, og det er ikke sådan, det går skidt, selvom vi nok synes, at skyerne over jobcentrene er blevet noget mørkere i løbet af valgkampen. Jeg er meget imponeret over de tusindvis af medarbejdere, der til trods for retorikken omkring jobcentrene leverer fantastiske resultater hver dag.
Brug for ansvar
Der er brug for at genstarte diskussionen, mener Peter Rahbæk Juel. En diskussion om jobcentre og beskæftigelsespolitik skal ikke starte med, at jobcentrene skal agere finansieringsgenstand for andre valgløfter, men derimod starte med en diskussion om, hvad det er for en beskæftigelsesindsats, vi ønsker. Ellers frygter han, det ender galt.
Der er brug for, at nogle tager ansvar for på en klog måde uden at hælde barnet ud med badevandet. Det er jeg bange for, man er ved at gøre.
– Det, der er blevet spillet ud med i valgkampen, svarer til at skære 30-40 procent af de ressourcer, der bliver brugt på den aktive beskæftigelsespolitik. Jeg er bekymret for, det rammer de indsatser, der hjælper nogle af de allermest udsatte grupper. Og det er ikke mennesker, som nødvendigvis råber højt. De tager konsekvensen af det. Det gør mig bekymret, for de mennesker bliver ikke raske af, at de ikke får en indsats. De vil nok bare komme til at fylde mere i sundhedsvæsnet eller få brug for tungere indsatser på socialområdet, hvor vi i forvejen bokser noget med at finde økonomien. På den måde er det et farligt sted at vippe båden, siger Peter Rahbæk Juel med henvisning til, at 80 procent af medarbejderne i jobcentrene i dag bruger deres arbejdstid på ledige, som har andre udfordringer end ledighed.
– Der er brug for, at nogle tager ansvar for på en klog måde uden at hælde barnet ud med badevandet. Det er jeg bange for, man er ved at gøre, siger Peter Rahbæk Juel.
Med ansvar følger også et bredt ejerskab. Ifølge Peter Rahbæk Juel ønsker KL nemlig at byde alle relevante parter på området op til dans og skabe nogle stærke partnerskaber og opfordre ikke mindst partierne på Christiansborg til at tage ejerskab til den beskæftigelsespolitik, de selv formulerer.
– Det er ikke kommunen, der har opfundet jobcentrene eller skabt beskæftigelsespolitikken. Det er national lovgivning, der regulerer os, så når man hører, at jobcentrene er problemet, og at det er kommunernes ansvar, så taler man simpelthen mod bedre vidende. Det er som minimum et fælles ansvar, og derfor er der brug for, at Folketingets partier tager et stærkt medansvar for den fremtidige indretning af beskæftigelseslovgivning. Den diskussion vil vi rigtig gerne invitere ind til, siger Peter Rahbæk Juel.
Han mener ikke mindst, det er vigtigt, at en kommende regering og de kommende beskæftigelsesordførere kommer hurtigt i arbejdstøjet ovenpå valget.
Trykke ctrl+alt+delete
Peter Rahbæk Juel er ikke i tvivl om, at den aktive beskæftigelsesindsats virker og har sine fordele, og at beskæftigelsesindsatsen er bedst forankret i kommunerne, som både har kontakt til borgerne og de lokale virksomheder.
– Det er jo det, vi kan ude i kommunerne. 80 procent af virksomhederne er tilfredse med den hjælp, de får i jobcentrene, og vi kan netop i kommunerne hjælpe med at løse de lokale forhold, siger KL-udvalgsformanden, der påpeger, at nogle elementer i KL’s udspil er gamle travere.
– Vi har før peget på, at vi har brug for mere frihed fra de 30.000 siders lovgivning, der er på beskæftigelsesområdet, ligesom vi også tidligere har sagt, vi gerne vil kunne gøre beskæftigelsesindsatsen langt mere digital. På den måde er noget af indholdet ikke nyt, men det er blevet topaktuelt af den debat, der har været gennem valgkampen.
Det er ikke kommunen, der har opfundet jobcentrene eller skabt beskæftigelsespolitikken. Det er national lovgivning, der regulerer os, så når man hører, at jobcentrene er problemet, og at det er kommunernes ansvar, så taler man simpelthen mod bedre vidende.
Han håber, at både Folketingets partier og de øvrige parter vil tage imod KL’s indbydelse til at tale beskæftigelsespolitik.
– De 30-40 procent, der er blevet peget på i besparelser på den kommunale beskæftigelsesindsats gennem valgkampen, er en anden måde at trykke ctrl+alt+delete på, og det er en meget voldsom måde. Til syvende og sidst er det jo Folketingets partier og den til enhver tid siddende regerings prærogativ at spare der, hvis de ønsker det, men der er mange ting, der kan risikere at gå tabt i den manøvre. Derfor vil vi gerne have politikken på plads, retningen på plads, og partnerskabet på plads, inden man aktiverer en anden økonomi, siger Peter Rahbæk Juel.
Læs hele KL’s udspil her.