
Viborg Kommune udvikler ældreplejen. Foto: Colourbox
Ni gode erfaringer bliver permanente i Viborg
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Siden årsskiftet har forandringens vinde blæst hen over sundheds- og ældreområdet i Viborg. Målet er at udvikle det gode ældreliv, og i den forbindelse afprøver kommunen i 100 dage nye idéer som prøvehandlinger. Herefter skal det afgøres, om idéerne er så gode, at de skal føres ud i livet på hele sundheds- og omsorgsområdet, og nu har kommunens ældre- og aktivitetsudvalg besluttet at gøre ni gode idéer permanente.
”Jeg har vasket mig selv i dag, så jeg behøver ikke komme i bad. Vil du ikke hellere hjælpe mig med at få ryddet op på sofabordet?”. Det er et af de input, borgerne har givet, når en gruppe medarbejdere i hjemmeplejen i en periode har skelet mindre til de faste planer og i stedet stillet borgeren det mere åbne spørgsmål: ”Hvad kan jeg gøre for dig i dag?”. Også på et af plejecentrene har der været arbejdet med en tættere dialog med borgerne – med stor tilfredshed til følge, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
