
Foto: Jakob Carlsen
KL savner det lange lys på velfærdsområdet i regeringens finanslovsforslag
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Regeringen kunne onsdag præsentere sit finanslovsforslag, der med overskriften ’Stramt og ansvarligt’ ikke lægger op til mange flere penge at give af.
I en pressemeddelelse fra KL lyder det fra formand Martin Damm (V), at den kommunale velfærd allerede er presset, og at man snart ikke kan klemme citronen mere.
– Vi kan ikke blive ved med at smøre smørret tyndere ud over den kommunale sektor. Vi mangler både hænder og hoveder på arbejdsmarkedet allerede nu, og det betyder, at der er opgaver, som må prioriteres anderledes, eller som vi slet ikke kan løfte, siger Martin Damm.
Ifølge KL viser finanslovsforslaget behovet for reformer, der skaffer flere hænder på arbejdsmarkedet og flere penge til at finansiere den offentlige velfærd.
Der mangler samtidig et langsigtet perspektiv på, hvordan man sikrer velfærdssamfundet.
– Vi er holdt op med at have det lange lys på i den politiske debat. Det er langt mere populært – og nemt – at diskutere her-og-nu-tiltag frem for at tage de svære prioriteringsdiskussioner om, hvordan vi fremtidssikrer vores velfærdssamfund. Samtidig møder vi hver dag i kommunerne borgere, som ikke oplever, at de får den service, de forventer. Børn med særlige behov i skolen, mennesker med handicap, ældre med plejebehov. Når de nødvendige beslutninger ikke træffes, så ender ansvaret hos kommunerne, der må prioritere benhårdt lokalt for at få enderne til at mødes, lyder det fra Martin Damm.
Et grundlæggende problem er ifølge Martin Damm manglende opbakning fra Christiansborg til de vanskelige prioriteringer. Han mener, at partierne enten må forventningsafstemme, hvad det offentlige skal kunne tilbyde, eller også må de skaffe de manglende hænder.