
Mira Issa Bloch (Alt.) har sygemeldt sig med stress på grund af et dårligt arbejdsmiljø i Skanderborg Byråd. Foto: Per Bille / Skanderborg Kommune
Byrådsmedlem sygemeldt med stress efter mobning
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Skaberborg Byråd er ifølge byrådsmedlem Mira Issa Bloch (Alt.) plaget af et psykisk dårligt arbejdsmiljø.
Her har hverdagen for hende budt på mobning, hårde ord og nedladende kommentarer fra andre byrådsmedlemmer og administrationen. Det siger hun til TV2 Østjylland.
Siden Mira Issa Bloch blev valgt ind i byrådet i 2017, har hun oplevet kollegaer rulle med øjnene og sukke til byrådsmøder. Ifølge hende har en direktør også forsøgt at vende et udvalg imod hende, og en direktør vil ikke hilse på hende.
Derudover skulle en fuld person have overfuset hende til et KL-arrangement, og sagt, at hun skulle rette ind.
– Jeg er en politiker, der har meget på hjerte, gerne vil sætte dagsordener og jeg har faktisk også en stærk psyke. Men jeg har haft følelsen af, at man gerne vil sætte mig på plads, siger hun til TV2 Østjylland.
Byrådsmedlem for Socialdemokratiet Andreas Tang Brock kan ikke genkende billedet, og siger til tv-stationen, at han kun kender til folk, der synes arbejdsmiljøet er godt.
Mira Issa Bloch kender til flere, der har oplevet lignende sager som hendes.
Hun har lavet en liste med episoder, som hun har sendt til byrådet.