
Den dømte dagplejer ankede sin dom på syv års fængsel på stedet. Foto: Colourbox
Dagplejer idømt syv års fængsel for dødsvold mod etårig pige
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Tidligere dagplejer fra Ilskov ved Herning, Ellen-Marie Linneberg Johansen, er mandag ved Retten i Herning blevet idømt syv års fængsel for at have udøvet dødsvold mod en etårig pige. Det skriver TV Midtvest.
Sagen startede tilbage i 2019, hvor den etårige pige var i gæstedagpleje ved Ellen-Marie Linneberg Johansen. Pigen var hos dagplejeren i tre dage og blev kort tid efter indlagt på Aarhus Universitetshospital, hvor hun døde af sine kvæstelser.
I juni 2021, efter halvandet års efterforskning, blev dagplejeren anholdt og sigtet. Efter et grundlovsforhør blev hun varetægtsfængslet, og i juli blev hun tiltalt for manddrab, mens grov vold med døden til følge, som hun oprindeligt blev tiltalt for, herefter var den subsidiære tiltale.
I august 2022 var der beviser nok til at rejse tiltale, og her startede Retten i Herning sagen. Retten mente dog ikke, der var beviser for manddrab, og hun blev derfor i stedet kendt skyldig i grov vold med døden til følge. Dagplejeren er dømt for at have givet pigen mindst to slag med en stump genstand eller anslag mod en fast overflade.
Sagen foregik som en nævningesag med tre juridiske dommere og seks nævninge.
Retten i Herning har krævet, at dagplejeren betaler for sagens omkostninger, samt at hun skal betale knap 300.000 kroner i erstatning til forældrene.
Dagplejeren ankede dommen med det samme og skal nu sidde varetægtsfængslet indtil landsrettens afgørelse i sagen.