
De stigende energipriser får nu Svenborg til at skrue ned for varmen i offentlige institutioner. Foto: Colourbox
Stigende energipriser får kommuner til at skrue ned
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Med en energikrise i horisonten er det tiden for nye løsninger. Det gælder også i kommunerne, der også mærker prisstigningerne på energiforbruget. Derfor begynder flere kommuner nu at overveje og justere deres forbrug.
I Svendborg har kommunen valgt at skrue ned for varmen i alle offentlige institutioner. Det betyder, at blandt andet skoler, svømmehaller og børnehaver allerede fra fredag er gået fra at have en temperatur på 21 grader til 20 grader, skriver TV2.
Det giver kommunen en besparelse på cirka 500.000 kroner.
– Det er en måde at finde økonomi på i stedet for at reducere i serviceniveauet, og det er bestemt alvorligt, for der er stigende energipriser til både naturgas, el og diesel, siger borgmester Bo Hansen (S) til TV2.
De nye temperaturer gælder foreløbigt indtil 1. januar 2023. Om tiltaget skal fortsætte, eller der skal nye løsninger på bordet, vil kommunalbestyrelsen diskutere i budgetforhandlingerne.
– Hvis 19 grader kan lade sig gøre fremfor 22, er det klart, at det skal undersøges, siger Jane Haugaard Bruun, ejendomschef i Svendborg Kommune, til TV2 Fyn.
Også i en række hovedstadskommuner er man begyndt at se på, hvordan der kan skrues ned for energiforbruget.
I en rundspørge foretaget af TV2 Lorry svarer Frederiksberg, Gladsaxe, Brøndby, Glostrup, Halsnæs og Albertslund, at de overvejer at slukke for gadelys i nattetimerne. Flere af kommunerne har emnet med i efterårets budgetforhandlinger.
En anden kommune i hovedstadsområdet har i flere år allerede haft slukket for lyset. I Solrød Kommune besluttede man i 2004 på baggrund af en spareøvelse at eksperimentere med at slukke for gadelyset i nattetimerne. I dag har kommunen slukket for lyset mandag til fredag fra klokken 01.30 til 04.30. Dog kun på de mindre befærdede veje og i boligområder.