
Borgmester i Hørsholm, Morten Slotved (K), mener ikke det er rimeligt at de 20 afviste asylansøgere og udlændinge uden lovligt ophold skal sendes til Udrejsecenter Sjælsmark. Foto: Hørsholm Kommune
Forarget borgmester vil ikke have asylansøgere til kommunen
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Op til 20 afviste asylansøgere og udlændinge uden lovligt ophold skal flyttes fra Vejle til Udrejsecenter Sjælsmark i Hørsholm. En gruppe, der er blevet flyttet rundt mellem institutioner, og som ingen vil have på grund af gruppens karakter, der blandt andet tæller kriminelle og psykisk ustabile borgere.
Det lægger Udlændingestyrelsen op til mandag i en pressemeddelelse, og det huer ikke Morten Slotved (K), borgmester i Hørsholm.
– Vi har prøvet at have udrejsedømte flygtninge til at bo her. Det gav store problemer. Vi har Danmarks største koncentration af flygtninge i området. Det giver ingen mening i et lille samfund at placere sårbare, tidligere narkomaner og folk med psykiske problemer her, siger han.
