
Jørgen Lotz. Privatfoto
Mindeord om Jørgen Lotz – en vigtig arkitekt bag kommunestyret
tekst Kristian Vendelbo, administrerende direktør i KL og Jan Olsen, tidligere direktør i KL
Kommunerne skylder stor tak til Jørgen Lotz, der har været en vigtig arkitekt bag kommunestyret. Som afdelingschef i Indenrigsministeriet i 1980’erne og i Finansministeriet i 90’erne var han med til at bygge de hovedhjørnestene, som kommunerne står på i dag.
Det økonomiske aftalesystem mellem staten og kommunerne blev skabt i 1980’erne, og Jørgen Lotz bidrog gennem de såkaldte Lotz-udvalg til at udvikle det håndslag, som aftalerne stadig handler om. Kommunerne påtager sig en væsentlig del af ansvaret for at understøtte regeringens økonomiske politik mod til gengæld at få kompetencen til at træffe beslutning om de konkrete løsninger og prioriteringen af skattekronerne. Jørgen Lotz var overbevist om, at kommunalpolitikere lokalt bedre kan vurdere - end personer på Slotsholmen - hvor og hvordan borgerne får størst nytte af en skattekrone.
Jørgen Lotz var også fadder til det udligningssystem, der omfordeler penge mellem kommunerne, og som – om end altid til debat - er en forudsætning for, at alle kommuner kan finansiere deres velfærdsopgaver. Lotz’ ekspertise på dette felt var internationalt anerkendt, og han havde via ansættelser i Den internationale Valutafond i Washington i 60’erne og OECD i Paris i 00’erne et globalt netværk af både forskere og administratorer, der trak på hans erfaringer, når der skulle udvikles decentrale samfundsmodeller.
Jørgen Lotz var en gavmild mentor og læremester for yngre embedsmænd, men han kunne også være en hård forhandler. Da en større kommune i en økonomisk forhandling i Finansministeriet præsenterede sine økonomiske udfordringer, replicerede Jørgen Lotz: ”Der må foreligge en misforståelse. Dette er Finansministeriet. Hvis I ønsker at blive sat under administration, skal I gå længere ned ad gaden til Indenrigsministeriet”.
Jørgen Lotz var i dansk administration et fyrtårn, der også var god til at sanse, hvad der rørte sig i folk. Film, litteratur og internationale økonomiske tidsskrifter var i de senere år hans passion. Jørgen Lotz blev 88 år gammel. Ære være hans minde.
Af Kristian Vendelbo, administrerende direktør i KL og Jan Olsen, tidligere direktør i KL