
Foto: Colourbox
Simon Spies Plads får ikke nyt skilt med forklaring
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Der bliver ikke opsat et nyt skilt på Simon Spies Plads i centrum af Helsingør med en forklarende tekst a la ”Simon Spies ændrede danskernes rejsevaner, men han udnyttede også unge kvinder.”
Det skriver Helsingør Dagblad.
Navnet på pladsen har været til debat, siden DR for et par uger siden sendte en dokumentarserie om rejsekongen Simon Spies og hans kontroversielle omgang med ganske unge kvinder – de såkaldte morgenbolledamer.
Det var Radikale Venstre, der havde stillet et medlemsforslag om at lade en forklaring ledsage vejskiltet, men det blev stemt ned af et samlet udvalg, som i stedet vedtog en køreplan for en proces frem mod en eventuel omdøbning af pladsen.
Helsingør Kommune vil annoncere efter forslag til navne til pladsen og vil også bede om borgernes holdning til en ændring af navnet. Senere vil udvalget tage stilling til forslagene, hvorefter sagen behandles i byrådet.
Her er der ifølge Helsingør Dagblad dødt løb i spørgsmålet. 11 vil beholde navnet, 11 vil af med det, og tre har ikke gjort deres stilling op.