
Statsminister Mette Frederiksen på Socialdemokratiets årsmøde 2022. Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Statsministeren vil lokke sosu’er med løn under uddannelsen
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Står det til statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes regering, skal social- og sundhedshjælpere og -assistenter fremover have løn under flere dele af deres uddannelse frem for SU. Over for DR forklarede statsministeren i forbindelse med Socialdemokratiets årsmøde i weekenden, at regeringen vil ændre i sosuelevernes indkomst, så de under grundforløbets anden del fremover får løn og ikke SU. Det skal tiltrække flere til uddannelsen, siger Mette Frederiksen.
– Vi har også behov for samtidigt at sende mere anerkendelse som samfund. Vi kan ikke undvære sosuerne. Det er dem, der passer på os, når vi skal herfra, og når vi er syge. Og derfor det her forslag, siger hun til DR.
En trepartsaftale fra 2020, som regeringen indgik sammen med KL, Danske Regioner og FH, sikrer allerede voksenelever over 25 år løn under det indledende grundforløb. Siden har flere kommuner besluttet at lønne også unge under 25 år på sosu-uddannelserne i håb om at tiltrække hænder nok.
En beregning fra Børne- og Undervisningsministeriet viser ifølge DR, at en sosu-elev vil kunne få mellem knap 6000 og lidt over 7000 kroner mere i indtægt om måneden.
Regeringens forslag møder dog kritik fra både Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Dansk Industri (DI). Det er ”ren gift for den danske model på arbejdsmarkedet” at udpege en særlig gruppe, som skal have en lønstigning, siger Jacob Holbraad, der er direktør i DA, i en skriftlig kommentar til Ritzau, mens DI kalder forslaget et ”frontalt angreb på den danske model”.
– Regeringen skulle hellere gå i gang med reformer, som generelt skaffer flere hænder og hoveder til det danske arbejdsmarked. Både til det offentlige og til det private, siger DI’s viceadministrerende direktør Kim Graugaard i en pressemeddelelse.
Han mener, regeringens forslag højst vil ”flytte lidt på rekrutteringsproblemet”, og så er han bekymret over, at Mette Frederiksen over for DR ikke vil svare på, hvornår og hvilke der kommer flere tiltag i diskussionen om løn til offentligt ansatte.
– Regeringen giver udtryk for, at der kommer mere af samme skuffe, andre grupper skal tilgodeses. Regeringen viser virkelig, at de er klar til at gamble med den gængse løndannelse i Danmark. Kernen i modellen (den danske model, red.) er jo netop, at løndannelsen ikke skal være et politisk anliggende, siger Kim Graugaard.
Også Dansk Metal kalder det problematisk, at politikerne blander sig i, at der er bestemte grupper, som skal have mere i løn.
– Jeg opfatter det, Mette Frederiksen har sagt, som en invitation til en trepartsforhandling. I stedet for at fokusere på enkelte grupper, der skal op i løn, så kunne man jo diskutere, om det ikke er alle unge, der tager en erhvervsuddannelse, som på grundforløbet skal have løn, siger Claus Jensen, formand for Dansk Metal, i en pressemeddelelse.
FOA’s formand Mona Striib er dog begejstret for statsministerens forslag. Det er dog ikke nok, mener hun.
– Det er et rigtig godt forslag, for vi har i den grad brug for at uddanne flere. Men der skal mange flere ting til end det, og det ved statsministeren også godt. I dag har vi omkring 10 procent større frafald på uddannelserne sammenlignet med de andre erhvervsuddannelser, siger hun til Politiken.