
Der skal være færre beskæftiget med administration i kommunerne, mener regeringen. Foto: Colourbox
Regeringen blæser til kamp mod bureaukrati, men rammer helt skævt, mener både KL og HK
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Der er brug for en frihedsreform af den offentlige sektor, hvor et opgør med kommunalt bureaukrati skal frigive 2,5 milliarder kroner til mere velfærd.
Det mener regeringen, der mandag præsenterede sit udspil ’Danmark kan mere III’. Med statsminister Mette Frederiksens (S) ord handler det om at sikre ”mere sund fornuft, mere frihed og mere hjerterum”.
– Det er, som om det menneskelige i velfærden har fået mindre og mindre tid, mens skemaer og kolde tal har fået mere og mere tid. Det, vi præsenterer i dag, er et opgør med bureaukratiet, sagde hun.
Det vil ifølge et interview med indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen (S) i Avisen Danmark være op til forhandlinger med KL, hvilke ansatte der kan undværes i kommunerne, og om det ender i afskedigelser.
KL-formand Martin Damm (V) mener, at regeringen glemmer, at det er den selv, der bliver ved med at hælde dokumentationskrav ud over kommunerne. Det er staten nødt til at gøre noget ved, hvis missionen skal lykkes, siger han i en pressemeddelelse.,
– Regeringen må rette blikket indad. Bidrager alle de statslige styrelser og ministerier i virkeligheden til at gøre den offentlige sektor bedre for borgerne? Eller genererer de blot mere arbejde og yderligere dokumentation? Hvis staten er klar til at rydde op i sit eget bureaukrati, så er vi bestemt klar til at drøfte det. Men hvis det her blot er et slag i luften, så er det en ommer, siger han og peger på, at kommunerne i årevis har reduceret udgifterne til administration.
Derfor er der ingen snuptagsløsninger, advarer KL-formanden, som også pointerer, at mange administrative medarbejdere har en tæt kontakt til borgerne. Det gælder eksempelvis psykologer, bibliotekarer, tandlægeklinikassistenter og jobcentermedarbejdere.
Samme bekymring har HK Kommunals formand, Lene Roed.
– En grønthøster risikerer at ødelægge den borgernære administration, der er fundamentet for store dele af den borgernære velfærd. Hvis man kører en sparekniv ind over, så er risikoen, at medarbejderne forsvinder, men opgaverne består. Og så skal opgaverne løses af andre personalegrupper som sosu’er, lærere og pædagoger. Vi har som samfund brug for, at opgaverne bliver løst af de rette hænder, siger hun i en pressemeddelelse.
Hun er åben for at fjerne opgaver, der er overflødige – men det er ”på ingen måde realistisk” at tro, at sparemanøvren her finder de sosu’er og pædagoger, der er brug for. Og så er der brug for HK’erne i visse stillinger:
– Jeg ved ikke, hvilket billede politikerne har af HK’ere. De sidder altså ikke i et elfenbenstårn langt fra borgerne. Og man skal huske, at de administrative medarbejdere er meget bedre til at løse administrative opgaver end både sosu’er, pædagoger og lærere, siger Lene Roed.
Hos fagforbundet FOA, der organiserer sosu-personalet får regeringens spareplaner derimod rosende ord med på vejen.
– Det er længe siden, vi har haft et så ambitiøst politisk projekt, hvor fokus er at sikre kernevelfærden. Det er der brug for. For velfærden er allerede under et voldsomt pres, og det vil kun blive værre. Vi skal finde løsninger i forhold til fastholdelse og rekruttering. Og vi skal sikre tid til nærhed og muligheder for at bruge sin faglighed til at hjælpe borgerne, siger forbundsformand Mona Striib.