
Foto: Hung Tien Vu
Odense sætter ind på at få flere ukrainere i job
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Ukrainske flygtninge i Odense skal i højere grad end i dag væk fra ledigheden og ud at arbejde i virksomheder, hvor der mangler arbejdskraft.
Sådan lyder budskabet fra beskæftigelses- og socialforvaltningen, der derfor sætter ekstra ind på at få flere ukrainere i job. Indtil nu er det lykkedes at få hver fjerde voksne ukrainer i arbejde.
– I et tæt samarbejde med virksomhederne kom vi godt fra start i foråret. Men selv om hver fjerde voksne ukrainer nu er kommet i job i Odense, vil vi gerne have endnu flere ud at arbejde. Vi har jo stadig mange brancher, hvor man sukker efter nye medarbejdere. Derfor allierer vi os nu med en ekstern samarbejdspartner, som kan supplere vores eget arbejde, siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt (V) i en pressemeddelelse.
Han peger blandt andet på sprogbarrieren som en årsag til, at der er behov for at investere i en stærkere indsats.
– Vi har måske været for optimistiske i forhold til at få ukrainere i job. De kommer jo fra vores eget nærområde, så vi troede, deres sprogkundskaber var bedre. De har heldigvis vist sig at være meget motiverede for at komme ud at arbejde, men mange af dem kan hverken tale dansk, engelsk eller tysk. Og så det kan være vanskeligt at finde det rette match, siger Christoffer Lilleholt.
Derfor har Odense Kommune lavet en aftale med firmaet Indsats, som har specialiseret sig i at hjælpe tosprogede i job. Indsats har tidligere hjulpet Odense med at få boligområder væk fra listen over udsatte boligområder ved at styrke beboernes tilknytning til arbejdsmarkedet.
– Vi fokuserer på de behov, virksomhederne har, samtidig med at vi går helt tæt på borgeren for at kende vedkommendes kompetencer. Det er vejen til det bedste match. Samtidig tager vi med borgeren den første dag, vedkommende skal i praktik eller i job for at sikre, at samarbejdet kommer godt i gang, siger direktør Kim Brynningsen fra Indsats, som har en ukrainsktalende medarbejder knyttet til projektet.
Der er visiteret omkring 830 ukrainske flygtninge til Odense. Heraf er omkring 550 voksne.