
Peter Mikael Andreasen skal stå i spidsen for Randers Kommunes familieafdeling. Foto: Randers Kommune
Randers finder ny familiechef efter stripsag
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Randers Kommune har ansat Peter Mikael Andreasen som ny chef for kommunens familieafdeling. Peter Mikael Andreasen kommer fra en stilling som skoleleder for en af landet største folkeskoler, Skødstrup Skole i Aarhus.
– Vi glæder os til, at Peter Mikael Andreasen kommer til Randers Kommune. Han kommer med særdeles relevant faglighed, strategiske kompetencer og ledelseserfaring og har netop erfaring med at implementere nye arbejdsgange og forandringer i organisationer. Samtidig er jeg overbevist om, at han er det bedste match til rollen som chef på familieområdet, der kendetegnes ved stor professionalisme og engagement blandt medarbejderne, siger Lars Sønderby, direktør for personale, HR, økonomi, digitalisering og it i Randers i en pressemeddelelse.
Familieafdelingen er i proces med at implementere en omorganisering og et nyt arbejdsgrundlag, de kalder ”Den fælles ramme”. En proces, den nye familiechef nu skal stå i spidsen for.
– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage til det specialiserede område og til stillingen som familiechef. Området er simpelthen hjerteblod for mig. Når man som jeg i en årrække har arbejdet på almenområdet og kommer tilbage til det specialiserede område, så er der rigtig mange muligheder og løsninger, som ikke er standard, men i stedet er muligheder for at møde den enkelte familie, hvor den er og har brug for det. Det glæder jeg mig vildt til at se på sammen med de mange dygtige medarbejdere og ledere, siger Peter Mikael Andreasen.
Han tager over, efter Ann Hermansen stoppede i jobbet ved udgangen af marts. Det skete, efter den omtalte ”stripsag”, hvor hun var i åben konflikt med byrådsmedlem Bjarne Overmark (Beboerlisten). Konflikten mellem de to startede, da politikeren Louise Brown lagde et billede på Facebook af hende og Ann Hermansen, da de to var på vej til mandestrip. Det faldt Bjarne Overmark for brystet, og selvom Louise Brown gjorde klart, at der var tale om et stand-up show og ikke mandestrip, kaldte Bjarne Overmark det upassende for en offentlig chef at skrive på sociale medier, at man skulle til et sådant arrangement. Ann Hermansen sikrede sig et job som direktør for social- og omsorgsområdet i Hedensted Kommune, hvilket var årsag til, at hun sagde farvel til Randers.