
Willy Feddersen har været konstitueret i stillingen som Sønderborg Kommune teknik-, miljø- og bæredygtighedsdirektør siden maj. Foto: Middelfart Kommune
Sønderborg får ny direktør får teknik, miljø og bæredygtighed
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Willy Feddersen er ny direktør for teknik, miljø og bæredygtighed i Sønderborg Kommune. Han har siden maj 2022 været konstitueret i stillingen. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
– Jeg er enormt stolt over den opgave, jeg står over for, for jeg har jo allerede mærket, hvor meget aktivitet, der er i hele Sønderborg Kommune. Jeg ser frem til at kaste mig over opgaverne i tæt samarbejde med lokalsamfundet samt hele forvaltningen, så vi på teknik-, miljø- og bæredygtighedsområdet fortsat leverer en kvalificeret og hurtig service til glæde for virksomheder og borgere, siger Willy Feddersen i pressemeddelelsen.
Willy Feddersen har tidligere været kommunaldirektør i Haderslev og Middelfart kommuner og har tidligere erfaring som leder og direktør i Haderslev og Aabenraa kommuner.
Kommunaldirektør Tim Hansen er tilfreds med ansættelsen af Willy Feddersen.
– Vi har fået en ny direktør med en stærk baggrund. Det er et godt match til det område, han skal stå i spidsen for. Willy har stor erfaring, herunder med grøn omstilling samt udvikling af lokalområder. Jeg er overbevist om, at han vil lede forvaltningen i at løse de mange forskellige sager, der ofte kan være komplekse, samt at sikre et godt samarbejde med eksterne parter for at holde fast i den gode udvikling af Sønderborg Kommune, siger han.