
35 kommuner nåede ikke tidsfrist for den nye affaldssortering, hvor der skal sorteres i 10 fraktioner. Foto: Colourbox
Tidsfristen overskredet: ”Der må findes nogle andre metoder end den fremlagte til at affaldssortere”
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Først var tidsfristen 1. juli 2021. Siden blev den ændret til udgangen af 2022. Kommunerne skulle fra 1. januar have været klar til, at alle borgere skulle kunne sortere i 10 affaldsfraktioner. Længe har det dog været klart, at en stor del af kommunerne ikke ville nå det. Ved årsskiftet var der ifølge tal fra Miljøstyrelsen 35 kommuner, der havde søgt om dispensation fra tidsfristen.
En af de kommuner er Aarhus.
– Vi har vist det fra starten, og det gjorde vi også Miljøstyrelsen og ministeren opmærksom på. Vi ved, at det er en kæmpe opgave, siger Lene van der Raad, der er chef for genbrug i forsyningsselskabet Kredsløb, som blandt andet genanvender affald for 174.000 husstande i Aarhus Kommune.
