
Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Udfordringer var der nok af, da Ritt var overborgmester – men det fik hende blot til at kæmpe videre
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Når man siger navnet Ritt Bjerregaard (S) i en kommunalpolitisk sammenhæng, kommer mange nok til at tænke på hendes enormt simple valgløfte fra 2005: 5.000 boliger til 5.000 kroner om måneden. Det lykkedes ikke så godt at føre det ud i virkeligheden, men det var der meget andet, der gjorde i de fire år, Ritt Bjerregaard var overborgmester.
Lørdag sov hun stille ind i en alder af 81 år efter længere tids kamp mod kræft. Tilbage står mindet om en af de mest markante politikere i efterkrigstiden og et kæmpe forbillede for kvinder i politik. En kvinde, der havde sin meningers mod, og som ikke fortrak en mine, selv om andre slog sig på dem.
