
Foto: Colourbox
Set & Sket: Slut med 0. klasse
tekst Mads Dam Bendtsen, mdbe@kl.dk
I folkeskoleloven betegnes det første år i skolen børnehaveklasse. Alligevel har betegnelsen 0. klasse vundet mere og mere indpas og bliver anvendt som betegnelse for folkeskolens børnehaveklasse. Københavns Kommune har ikke haft retningslinjer for at anvende enten den ene eller anden betegnelse, men det bliver ændret nu. Fremover hedder det første år i skolen konsekvent børnehaveklasse efter forslag stillet af Venstre i Københavns Borgerrepræsentation.
– En af de vigtigste overgange i børns liv er skridtet fra børnehave til skole. Og det har en stor betydning, hvad vi kalder børnenes første skoleår i forhold til forældrenes, politikernes og samfundets forventninger til, hvad det år skal indeholde, og hvad børnene skal kunne. Det er afgørende, at det år bliver en reel overgang mellem børnehave og skole og ikke blot en tidlig start i skolen, siger Jens-Kristian Lütken (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester og politisk leder for Venstre i Københavns Borgerrepræsentation, i en pressemeddelelse.
