
Foto: Colourbox
Botilbud garanterer større medicinsikkerhed for beboere
tekst Ditte-Marie de Seréne d’Acqueria, disa@kl.dk
Projektet Medicinsikre botilbud kan efter et toårigt forløb – i perioden 2020-2022 – kaldes for en succes. Der er begået færre fejl i forbindelse med medicinhåndteringen, og det tværgående samarbejde mellem pædagogisk og sundsfagligt personale står styrket efter projektets udgang.
Det er vigtigt, da medicin og medicinhåndtering på botilbud hører til et af de største risikoområder inden for patientsikkerhed. Det kan konkluderes ud fra en tilsynsrapport, som Styrelsen for Patientsikkerhed har foretaget. Botilbud er kendetegnet ved at have flere forskellige faggrupper ansat, og ofte kan ufaglært sundhedspersonale have opgaver inden for det sundhedsfaglige område, der blandt andet dækker over medicinhåndtering. Samtidig har borgere på botilbud i gennemsnit et højere forbrug af lægemidler end den øvrige befolkning, og det er ikke usandsynligt, at borgerne på botilbud lider af psykiske og fysiske sygdomme på samme tid.
Ifølge formanden for Fremfærd Borgere med særlige behov og kontorchef i KL, Janet Samuel, har projektet været konstruktivt og affødt en god læringskultur.
- Der er borgere, der lider overlast, når de ikke får tilstrækkelig hjælp til medicinen. I projektet har ledere og medarbejdere gjort erfaringer med at skabe en læringskultur, hvor der arbejdes aktivt og systematisk med rapportering og læring af utilsigtede hændelser og medicineringsfejl. Projektet og den erfaring, der er opsamlet, bidrager til forståelsen af, hvordan ledere og medarbejdere kan gribe opgaven an indenfor rammerne af en læringskultur, hvor man ikke bliver slået i hovedet, når man begår en fejl, men i stedet bruger viden til at blive klogere på og udvikle sin praksis, siger Janet Samuel i en pressemeddelelse.
