En farlig udvikling for de hjemløse

Historisk set har forsorgshjem og herberger optaget borgere i hjemløshed fra gaden og efter henvisning i et velfungerende samarbejde. Forsorgshjem har typisk været statslige/amtslige/kommunale organisationer, mens herberger typisk har været kirkelige organisationer, der især efter bistandslovens indførelse i 1976 har arbejdet sammen med amter og kommuner med driftsoverenskomster. Der har været en fælles forståelse for, at alle borgere i Danmark, der var hjemløse, skulle kunne optages på ethvert forsorgshjem eller herberg. Staten har historisk set altid deltaget med en finansiering. 

Uden politisk kontrol

Siden kommunalreformen har selvejende og private aktører kunnet drive forsorgshjem udelukkende med en godkendelse fra socialtilsynet. Det betyder konkret, at der de seneste få år er åbnet en lang række mindre private forsorgstilbud i forskellige ejerskabskonstruktioner. Det er en udvikling, der også ses for krisecentre. Principielt og reelt ligger oprettelsen af pladser uden for både ministeriets og kommunernes kontrol. Takststørrelserne er ligeledes uden for ministeriets og kommunernes kontrol, og de skal kun godkendes af socialtilsynet. Selvmøderprincippet gælder, som det altid har været gældende. Det er af hensyn til den hjemløse, der altid kan henvende sig og søge optagelse. Lederen bestemmer optagelse, hvilket er helt uafhængigt af den kommune, der skal betale og har et ansvar. Den hjemløse tager så at sige ”penge med ind ad døren”.