Den sidste tid på plejehjem er også med pårørende

Det er, næsten på dagen, to måneder siden, jeg sidst gik ind ad den store automatiske glasdør på Sjælsø Plejecenter i Birkerød. Dengang for at tømme de sidste rester af min farmors 91-år lange liv fra værelse 244, som udgjorde min farmors sidste hjem. I dag har jeg sat centerchef Charlotte Buchwald stævne for at tale om, hvordan hun oplever de pårørendes forventninger til ældreplejen, og om forventningerne stemmer overens med virkeligheden i en tid, hvor både pengene og hænderne er knappe.

Knap et år nåede min farmor, der til sidst sad i kørestol og havde en dobbelt-demensdiagnose, at kalde Sjælsø Plejecenter sit hjem. Hun havde selv indtrængende bedt om at komme på plejehjem i tiden op til, da hun følte sig ensom i sin egen lejlighed, og efter et opslidende forløb på et genoptræningscenter, der ikke førte de store resultater med sig, fik hun sin nye bolig på det plejecenter, hun allerede havde stiftet bekendtskab med som gæst i daghjemmet. Hun var derfor rørt til tårer og glad ved udsigten til at skulle bo på plejehjem, da vi trillede ind ad døren på plejecentret i efteråret sidste år. Hun blev mødt af et omsorgsfuldt personale, og hendes nye hjem blev indrettet med de af hendes møbler, der kunne være der og vække gode minder om hendes liv og familie.