"Jeg står her med 1.900 ansatte. Kan jeg i det hele taget finde ud af det?"

1. november 2022

Det er min første dag, og der er fælles morgenmad for at byde mig velkommen. Da jeg skal rejse mig op og sige noget, tænker jeg: ”Jamen, hvad siger man? Hvad er det, jeg skal sige? Det er jo sindssygt det her projekt. Jeg står her med 1.900 ansatte. Kan jeg i det hele taget finde ud af det?”. Jeg tror, det er meget sundt at have den skepsis en gang i mellem. Så holder man sig mere skarp. Men da jeg kører hjem i min bil, har jeg godt nok fået nogle aha-oplevelser. Hold kæft, hvor løser en kommune bare mange ting. Det begynder først at gå op for mig, hvor meget kommunerne løser i borgernes liv. Jeg har brugt fire-fem år i FOA på at gøre det så enkelt og nemt som muligt. Nu kommer jeg ud og oplever, hvor komplekst det er. 

3. november 2022

Jeg er til dialogmøde med beboere og pårørende i Distrikt Nord på Symfonien. Jeg får det råt for usødet. Men det er i virkeligheden noget, jeg altid har holdt af – at få talt med borgerne. Jeg har for nylig været ude på et andet plejecenter for svagtseende og blinde, hvor vi selv skulle sidde med bind for øjnene og prøve, hvordan det er at drikke kaffe og spise kage samtidig. Det er sjovt og sundt at stille sig i borgernes sted. Man får en helt anden dialog. Jeg bliver bekræftet i, at det, der betyder noget, er, at de mennesker, der kommer ind ad døren, er søde og rare. Vi får aldrig klager over vores faglighed. Det er i mødet mellem to mennesker, at de ældre kan blive skuffede og kede af det. Det er medmenneskeligheden, etikken og moral, der er det vigtigste, når du træder ind ad døren.