Chefen blev sosu – og har inspireret flere til at tage springet

På panelet i forruden ligger en pakke latexhandsker. Peter Borup Sørensen trækker vant et par frem, inden han stiger ud af bilen og banker på hos næste borger på ruten. Da der lyder svar indefra, træder han ind i det lavloftede hus, mens han krænger handskerne på. 

– Dav Birthe, så er jeg her igen, siger Peter Borup Sørensen og smiler stort til Birthe, som allerede sidder klar til det, Peter Borup Sørensen kommer for at hjælpe hende med: At få dryppet øjne.

Hun tager en vatrondel frem og holder under øjet, mens hun læner hovedet tilbage. 

– Du er helt klar, konstaterer Peter Borup Sørensen, inden han bøjer sig frem og forsigtigt drypper det ene øje.

Da opgaven er overstået, og Peter Borup Sørensen og Birthe er blevet enige om, hvor øjendråberne står bedst indtil næste dryp, er han klar til at køre videre. 

– Hav det godt, Birthe. Vi ses, hilser han, inden han smutter ud i bilen igen.

Der er langt fra chefgangen på Viborg Rådhus til de mange hjem, Peter Borup Sørensen nu besøger hver dag, når han kører for hjemmeplejen i Lemvig Kommune. Men han har ikke ét sekund fortrudt, at han for to år siden sagde sit job som sundhedschef i Viborg Kommune op og begyndte på sosu-uddannelsen for at blive sosu-hjælper.

– Jeg kunne ikke mærke ordentligt, at jeg gjorde en forskel for borgerne, når jeg sad i møder hele dagen. Og når jeg kom hjem, kunne jeg så læse mails og forberede næste dags møder. Jeg blev i tvivl om, hvem jeg hjalp ved at arbejde på den måde, og jeg fik ikke så meget energi tilbage, siger Peter Borup Sørensen. 
Beslutningen om et karriereskift, traf Peter Borup Sørensen, da han nærmede sig sin 60-års fødselsdag. Jobbet som sundhedschef var krævende og arbejdstiden så massiv, at han begyndte at overveje, om han havde lyst til at fortsætte i det tempo, til han skulle pensioneres som 67-årig. 

– Man lider nogle afsavn både i forhold til familie, venner og fritidsinteresser, når man arbejder på den måde, og det havde jeg ikke lyst til at fortsætte med, til jeg var 67, konstaterer Peter Borup Sørensen.

Først overvejede han at bruge sine mange års erfaring fra den kommunale sektor til en karriere som konsulent, men det blev nok for kedeligt, erkendte han. Efter mange lange gåture langs vestkysten, kom han i tanke om sit sabbatår 40 år tidligere, hvor han arbejdede som ufaglært sygehjælper på et gigthospital.

– Når jeg tænkte tilbage på den tid, fik jeg et sus i maven, for dengang kunne jeg mærke, at jeg hjalp nogle mennesker. Jeg gjorde en forskel, og mit arbejde gav mening. Og så tænkte jeg: ”Okay. Jamen så skal jeg jo være sosu-hjælper. Hvorfor ikke?”.

Når det giver mening

På gulvet bag førersædet i Peter Borup Sørensens bil vidner en lille bunke brugte handsker om de borgerbesøg, dagen foreløbig har budt på. Men nu banker Peter Borup Sørensen allerede på en ny dør. 
– Goddag Edith, så er jeg her igen, siger Peter Borup Sørensen, da han træder ind.

Edith tager vant imod Peter Borup Sørensen. De to træner sammen et par gange om ugen, efter Peter Borup Sørensen har efteruddannet sig til at kunne træne borgere til at bevare eller forbedre deres funktionsniveau. 
– Det er sådan noget, der giver rigtig god mening for mig. Det er en sjov og meningsfuld opgave, fordi borgerne får hjælp til at blive eller forblive så selvstændige som muligt, siger Peter Borup Sørensen og fortæller begejstret om sin foreløbig største succes-oplevelse i hjemmeplejen i Lemvig. 

– Jeg trænede med en borger, som havde meget svært ved at komme ud af sengen selv, og som derfor fik hjælp af os både til toiletbesøg om natten og til at komme op om morgenen. Men hun var generet af at være afhængig af os og syntes sommetider, vi kom for sent om morgenen, så vi trænede målrettet med, at hun selv skulle kunne komme op af sengen. Så lavede jeg en Georg Gearløs-løsning over hendes seng, hvor jeg bandt en rebstige fast over sengen med en tyk elastik, som jeg fandt hjemme i værkstedet, så hun kunne gribe i den, når hun skulle op. Og nu kan hun faktisk selv.

Det er lige præcis det, der er kernen for Peter Borup Sørensen. At hjælpe andre mennesker.

– Jeg er glad for min arbejdsdag, når jeg har lavet noget helt konkret, som borgerne har brug for hjælp til. Det er uanset, om det er at få skiftet ble, få insulin eller noget tredje. Så har jeg en god fornemmelse i kroppen, når jeg kører hjem og har gjort noget for et andet menneske. Og i det her tilfælde var jeg ovenud lykkelig for, at borgeren også selv var så taknemmelig over selv at kunne mere. Hun sagde endda, at hun havde fået et helt andet liv. Den kunne jeg leve på længe, griner Peter Borup Sørensen.

I dag er det dog ikke træning, der er på programmet for Peter Borup Sørensen og Edith. I stedet hjælper Peter Borup Sørensen til, da hun rejser sig fra sin kørestol op i det, de bliver enige om at kalde ”taler-stolen”. Et hjælpemiddel, der kan hjælpe Edith med at gå fra stuen til badeværelset, så hun kan komme på toilettet. 
– Det er jo en af de meget stereotype fortællinger, der er, om faget. At det bare handler om at tørre gamle mennesker bagi og gøre rent. Men det er altså ikke det, der præger jobbet. Det er det relationelle, de uddelegerede sygeplejeopgaver, træning og det at hjælpe mennesker, siger Peter Borup Sørensen og fortsætter:

– Jeg føler et stort ansvar for andre menneskers liv, og jeg har stor indflydelse på, hvordan de trives. Vi har også et kæmpe ansvar i forhold til opsporing og holde øje med, om noget ændrer sig. Det kan være et lille sår, der kan udvikle sig voldsomt, eller en begyndende demens, som vi kan spotte. Det kan være afgørende for borgerne, og derfor har det for mig også været vigtigt at tage en uddannelse, for så har man væsentligt bedre forudsætninger for at løse opgaven. Jeg går på arbejde hver dag for at være en god og dygtig sosu-hjælper.

Var ikke noget særligt

Da Edith har fået hjælp til at komme godt til rette i sin lænestol, hvor hun kan tage sig et hvil, sætter Peter Borup Sørensen igen kursen videre. Hans vagt startede klokken 07.15 og frem til, den slutter klokken 13.15, er der ingen pauser. Men ved siden af ham i førersædet står en kande kaffe og en flaske vand, som han kan forsyne sig med undervejs. Indimellem når han også en klap-sammen eller en banan, mens han er bag rattet. 

– Goddag Klaus, så er jeg her igen, siger Peter Borup Sørensen højt, da han træder ind ad den sidste dør på vagten.

Her skal han blot følge op på, at borgeren har fået sin medicin og sin mad. Men det forhindrer ikke de to i at få sig en god sludder om, hvor man har bedst held til at fange makreller. 

– Jeg forsøger altid at finde noget, vi har tilfælles, når jeg er ude ved en borger. Det er jo med til at bygge relationer, konstaterer Peter Borup Sørensen og fortsætter: 

– Det handler om at kunne snakke med folk uden selv at være i centrum. Borgeren er i centrum og styrende for, hvilken snak man får. Vi er til for borgerne og ikke omvendt. Vi kommer også i borgernes hjem, de har selvbestemmelse, og det betyder, at vi har en grundlæggende respekt og ydmyghed, når vi går ind ad døren.
Selv oplever han, at han er blevet langt mere observant, end han var i sit chefjob. Ikke alene er han blevet bevidst om at scanne et rum for at observere ændringer hos en borger eller finde et fællestræk, han lægger også mærke til flere ting. 

– Jeg lægger mærke til, når borgerne er blevet klippet. Jeg ser dem med et nærvær. Jeg lægger sågar også mærke til, når mine kollegaer er blevet klippet. Det gjorde jeg aldrig før i tiden, fortæller Peter Borup Sørensen.

Han har ikke haft svært ved at træde ud af chefrollen og ind i medarbejderrollen. Han nyder derimod, at han har ”normal” arbejdstid og ikke skal tænke på arbejdet, når han har fri. Og han deler gerne ud af sin begejstring, for han mener, faget har brug for det.

– Da jeg besluttede mig for at skifte job, tænkte jeg ikke selv, det var noget særligt. Men det gik mere og mere op for mig, at det var det. Både det at lave sådan et karriereskift og så også være superglad for det. Derfor bliver jeg også gerne ved med at fortælle min historie – for fagets skyld, for hvis der ikke er nogle, der vil påtage sig de her opgaver, så er vi godt nok ilde stedt, og for de chefer, som jeg stadig kender, der slider sig selv op. Man må gerne stoppe og tænke over, om man har gang i det rigtige, siger Peter Borup Sørensen.

Et inspirerende valg

At Peter Borup Sørensens karriereskift var noget særligt, kan hans leder Helle Wickstrøm Fysterling bekræfte. I hvert fald har Peter Borup Sørensens historie allerede inspireret flere.

– Jeg har faktisk allerede ansat mænd, der har været inspireret af Peters historie. Jeg synes, det er meget glædeligt, at medierne har været rigtigt gode til at skildre den positive historie både med fokus på faget, på at være mand i et ellers kvindedomineret fag, og at man senere i sin karriere faktisk godt kan skifte, siger hun.
Ifølge Helle Wickstrøm Fysterling er det ikke ualmindeligt, at sosu-eleverne har meget forskellige baggrunde, og efter Peter Borup Sørensen har fortalt sin historie, har hun blandt andet ansat en murer, en smed og en lastbilchauffør.

– Min oplevelse er, at det giver noget rigtig godt både i opgaveløsningen ved borgerne og i en personalegruppe, at folk kommer med forskellige baggrunde og forskellige kompetencer. Folk, der arbejder i det her fag, vil gerne hjælpe andre mennesker. Det er det vigtigste at have med, siger Helle Wickstrøm Fysterling.

Som mange andre steder i landet mærker Lemvig også rekrutteringsudfordringer. Hun tror dog, det kan hjælpe lidt, hvis fagets omdømme ændres. Og det kan en historie som Peter Borup Sørensens være med til, mener hun.

– Jeg tror helt klart, vi skal have fortalt den gode historie om omsorgsfaget og have oplyst den brede befolkning om, hvad faget indeholder. Min fornemmelse er, at folk tror, det mest handler om at skifte en ble. Det er langt fra tilfældet, og vi har brug for gode historier, der formidler, hvor mangeartet det her fag er, siger hun.

Det er Peter Borup Sørensen enig i. Flere skal kaste sig ud i at prøve kræfter med det – og blive enten helt vilde med det eller finde ud af, at det ikke er noget for dem. Derfor er han også begejstret for spireordningen, der gør det muligt for unge under 18 år at få fritidsjob på et plejehjem, hvor de mest af alt udgør hyggeligt selskab for beboerne. 

– Jeg tror godt, man kan få flere til at prøve det af ved at dele de gode historier. Jeg har selv været inspiration for en, der startede med at være afløser, men nu har han sagt sit andet job op og er blevet elev. Jeg ville ønske, flere turde tage chancen og prøve det. Man kan mærke næsten lige med det samme, om det er noget, man trives i. Det ville være godt, hvis flere kommer ud og snuser til det, siger Peter Borup Sørensen.
Selvom han ret beset kunne gå på pension, når han fylder 67, er det ikke længere hans plan. Han fortsætter gerne, til han bliver 70, hvis helbredet stadig er til det.

– Hvorfor skulle jeg ikke fortsætte, hvis jeg kan? Jeg er så glad ved det her job, fordi jeg får lov at bruge min hjerne, mit hjerte og mine hænder. Det er så fedt. Jeg gør noget synligt og konkret, og selvom jeg giver noget af mig selv, så får jeg så meget mere igen.  antj@kl.dk