Mennesket bag udgiften

Tekst af Martin Pedersen, marp@kl.dk, foto: Hun Tien Vu

Et par kilometer uden for Odense by, hvor der er stille og højt til loftet, ligger en ved første øjekast almindelig bevaringsværdig gård med gule mure. En snes meter længere nede ad vejen findes indkørslen og parkeringspladsen, hvor to skilte afslører, at det her er botilbuddet Grevenlund. 

Grevenlund er et bo- og aktivitetstilbud for 18 voksne, inklusive tre domfældte, med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for særlig hjælp og støtte.

Indenfor i den forhenværende gård er der flere aktivitetsrum. Et rum har airhockey. Et andet har et elektrisk trommesæt. Et af de større aktivitetsrum har massagebriks og andre remedier til fysioterapi. I stedet for at gå på arbejde kommer beboerne blandt andet her og laver forskellige aktiviteter hver dag.

I et tilstødende rum finder vi Cecilie og Tine, der har boet på stedet i henholdsvis syv og otte år.

Cecilie står sammen med en fysioterapeut foran en gennemsigtig fyldt kasse.

– Jeg er i gang med at sortere min lejlighed og rydde op, fortæller hun.
Tine har været ude og handle ind til næste dags frokostmenu, der står på mexicanske tacos med kylling. 

Beboerne på Grevenlund er med til at lave mad to gange om ugen. Når der laves mad, bliver der sat et ”adgang forbudt”-skilt på køkkendøren, så der ikke hele tiden kommer andre beboere ind efter kaffe eller andet. For det kan betyde overstimulering, hvilket er noget, pædagogerne på botilbuddet er meget bevidste om at mindske hos borgerne.

Tine og Cecilie er to af de 28.000 danskere, der har brug for et botilbud indenfor det specialiserede socialområde. Et område, som har fyldt både i mediebilledet og har været i politikernes fokus gennem længere tid. Store udgiftsstigninger på området presser den kommunale økonomi, og senest har TV 2 dokumentaren ”Operation X – Et nødråb i natten” om forholdene på landets botilbud skabt voldsom debat. 

Botilbud er det mest udgiftsdrivende på det specialiserede område. Men på Grevelund i Odense arbejder ledelsen og medarbejderne målrettet med rammesætning og trivsel. En indsats, der i sidste ende kan ses på budgettet.

Grøn-gul-rød

Ulla Leth er rehabiliteringsleder på Grevenlund og tre andre botilbud i Odense Kommune. Hun har været på Grevenlund, siden det åbnede for otte år siden og var med til at indføre det såkaldte LA2 på stedet, som er en grundlæggende pædagogisk tilgang til borgerne, der stræber efter balance. Tilgangen er blandt andet baseret på farveskalaen: Grøn, gul og rød.

Personalet på Grevenlund møder borgerne, alt efter hvor på skalaen de er. Hvis borgeren er i grøn, er hun eller han i balance, og personalet kan møde borgeren på helt almindelig vis. Når borgeren kommer op i gul, skal personalet være væsentlig mere opmærksomme og rolige, fordi det betyder, at borgeren er oppe i stressniveau. Rød er højeste belastning og betyder, at borgeren er alt for overstimuleret og har brug for, at personalet møder borgeren med ekstra professionalisme og ro.

– Det er et meget vigtigt pædagogisk værktøj, som gør, at medarbejderne hurtigt kan orientere sig, så man ved, hvordan man skal tale til beboerne, når de bliver stressede, fortæller Ulla Leth.
Skalaen er individuel, og personalet ved, hvordan hver borger opfører sig for hver farve, og hvilke tegn de skal holde øje med, når borgeren er ved at blive overstimuleret. Hver dag sætter personalet farver på en planche ud for hver borger, så de hele tiden kan følge, hvor borgeren befinder sig følelsesmæssigt.

– Hvis vi møder dem rigtigt alt efter, hvor overbelastede de er i den givne situation, skal de gerne kunne komme i balance igen, siger Ulla Leth.

For at mindske overbelastning blandt borgerne foregår de daglige aktiviteter en til en med en medarbejder. For det er vigtigt, at beboeren har tid og ro til at beskæftige sig med aktiviteten uden andre beboere, som forstyrrer og skaber stress i rummet.

– Vi prøver at lave en hverdag tilrettelagt efter den enkelte, så de ikke kommer ud på kanten. Og her er struktur virkelig vigtigt. De skal kunne overskue deres egen verden og undgå sociale stimuli, der kan gøre dem stressede, siger Ulla Leth.

Egen nøgle

Cecilies aktivitet for dagen fortsætter i hendes lejlighed. Alle beboernes lejligheder ligger i en bygning på den anden side af parkeringspladsen, hvor også personaleafdelingen ligger.

Cecilie har masser af DVD’er, brætspil, raflebægere og farveblyanter. Noget af det er lagt frem på spisebordet, så hun kan få ryddet ud i alt det, hun ikke længere bruger. Det hjælper personalet med.
På køkkenskabene hænger syv laminerede stykker papir i syv forskellige farver. En for hver dag i ugen. Hver dag kan Cecilie se, hvad hun skal lave, og hvem hun skal være sammen med. Det er dejligt med struktur, synes hun.

Som alle andre har beboerne her på Grevenlund også hobbyer og ting, de går op i. Cecilie er vild med heste, mens Tine er mere til Odenses lokale fodboldhold i superligaen.

– Jeg er kæmpe OB-nørd, fortæller Tine, der også ser en masse andet sport i form af håndbold og ishockey.

Og rigtigt nok er hendes lejlighed på Grevenlund plastret til med billeder af OB-fodboldspillere. De fylder hele den ene væg i hendes lille toværelses lejlighed, og der er endda autografer på enkelte af dem. Også store plakater af det lokale håndboldhold, ishockeyhold og Rasmus Seebach pryder de hvide vægge i lejligheden.

Tine har, som de andre beboere, egen indgang med egen nøgle til at komme ind udefra. Udenfor indgangen er der en lille terrasse. Her er der høje hegn, der afskærmer hendes sted fra omverden og fra de andre borgere.

Sådan ser alle beboernes lejligheder ud – af en bestemt årsag. Udefrakommende stimuli kan nemlig hurtigt skabe stress for borgerne, og for at være i balance er det derfor vigtigt, at de kan være helt for sig selv, fortæller Ulla Leth.

– Det mindsker forstyrrelserne udefra, hvor rigtig meget kan være overbelastende stimuli. Selv fugle, der flyver forbi, kan blive for meget for nogle, siger hun.

Derfor har borgerne på Grevenlund heller ikke udgang til et fællesareal fra deres lejlighed, som man har mange andre steder, for det er vigtigt for beboerne, at de ikke pludselig befinder sig i tvungne sociale sammenhænge.
– Her er der ikke noget fællesskab, som ikke er kontrolleret. Fællesarealer er kamp- og stresszone. Og det her skaber langt roligere borgere, fordi de ikke bliver stressede af for meget fællesskab, fortæller Ulla Leth.

Udgifter i vejret

Grevenlund har et årligt budget på knap 17 millioner kroner og er ifølge Ulla Leth et af Odenses dyreste bosteder. Udgifterne har i flere år været opadgående, og det skyldes blandt andet, at tilbuddet huser nogle af de borgere i kommunen, som har det allersværest. Beboerne har en bred palet af udfordringer og diagnoser, og det gør det til en svær opgave at følge med pædagogisk og normeringsmæssigt, forklarer Ulla Leth.

– Jeg sammenligner det nogle gange med et sygehus. Hvis jeg har ondt i hovedet og kommer ind på et sygehus, så er de jo alle sammen læger. Men det er en neurolog, der skal kigge på mig og ikke en gynækolog. Og det er lidt det samme her. Man skal helst ikke blande alt for mange ”bolsjer”, siger Ulla Leth.

Hun tror samtidig, at de stigende udgifter skyldes et voksende fokus på, at borgerne skal have det så godt som muligt, men også at pårørende ved meget mere om, hvad der er af muligheder. Her oplever Ulla Leth ofte pårørende, der rigtig gerne vil have de mest optimale forhold for deres barn. Og det mest optimale, tror mange, er et liv så tæt på det normale som muligt. Med sociale relationer og masser af fællesskab. Det er bare ikke tilfældet for de borgere, Grevenlund huser.

– Det kan jo, forståeligt nok, være svært at forstå for en pårørende, at ens barn skal have så få stimuli som muligt, fordi de simpelthen ikke kan have alle de her indtryk hele tiden. For mange indtryk kan få det til at boble over for mange af vores borgere, siger Ulla Leth.

Ofte har beboerne været på bosteder i det private og i kommunale børneinstitutioner, hvor netop fællesskab fylder meget. Og det sætter pres på Grevenlund

– Når de kommer her, kan det kræve lang tid, før de er nede i stressniveau igen. Jeg tror, at det ofte skyldes en manglende udredning i de unge år og en manglende pædagogisk forståelse for borgernes adfærd i overgangen fra barn til voksen, som gør, at man sætter dem i de her intense fællesskaber, fortæller Ulla Leth. 

– Når borgerne gennem hele deres opvækst har været i, for dem, overstimulerende stimuli og fællesskaber, hvor deres eneste mulighed for at sige fra, har været at skubbe verden fra sig, er det efterhånden blevet en adfærd, de kender og benytter, når livet er svært, siger hun.
Grevenlund må ofte overnormere, når der kommer en ny borger til, så beboeren kan komme ned i stress niveau. Det kræver mere personale, men når det lykkes, kan botilbuddet efterfølgende køre normeringen relativt langt ned, og det kan mærkes på udgiftssiden, forklarer Ulla Leth.

Grænsesætningen

Trivsel og udgifter hænger stærkt sammen, og derfor arbejder personalet også målrettet med netop trivsel på Grevenlund.

Men Ulla Leth oplever fra blandt andet pårørende et syn på borgernes trivsel, som ikke altid hænger sammen med, hvad beboerne egentlig har brug for. Hun sætter spørgsmålstegn ved, om man skal stræbe efter at give beboerne et liv, der er så normalt som overhovedet muligt, eller et liv, hvor man stræber efter, at de trives så meget som muligt.

– Jeg har et statement, som hedder, at vi udfordrer livskvalitet. Er det et godt liv at være så stimuleret, at man ikke kan mærke sig selv? Er livskvalitet, at man ikke kan få den medicin, der skal til, for at ens hjerne ikke er på overarbejde hele tiden? Er livskvalitet at have de samme muligheder og rettigheder, som normalt fungerende på trods af, at man behøver hjælp til at sætte grænser?, spørger Ulla Leth.

– Nogle af vores borgere efterspørger en grænsesætning, fordi de ikke selv magter det. Og der har vi en lovgivning, hvor vi ikke altid kan få lov til at sætte de grænser, som både de pårørende, borgerne og vi kan se, vil have en beroligende effekt på borgeren.

Personalet er blandt andet bundet, når det kommer til sociale medier. Her er beboerne sårbare, men Grevenlunds medarbejdere har ingen muligheder for at beskytte dem, fordi beboerne skal have lov til at være så meget på sociale medier, som de har lyst til. Men nogle gange er det, de har mest lyst til, ikke, hvad de trives bedst i.

– Politianmeldelser af borgere har tidligere været meget udskammet. Men det kan rent faktisk give os mulighed for at give den nødvendige hjælp. Vi havde en borger, der blev voldsom af at se voldsfilm, og det gik udover både de andre borgere og personalet. Han fik en dom med mediebegrænsning og måtte kun se Far til Fire og andre bløde film. Og det blev han glad for på den lange bane. Men vi mangler nogle redskaber for at kunne passe på borgerne, siger Ulla Leth.

Klokken nærmer sig 14, hvor Tine og Cecilllie får fri fra de obligatoriske aktiviteter. Resten af dagen er åben og kan bruges på alt lige fra at køre på havetraktor, ordne cykler eller blot fortsætte med den aktivitet, man allerede var i gang med.

Der er også mulighed for at få slappet af. De to piger kan godt lide den dobbeltgynge, der står ved siden af parkeringspladsen. Særligt Tine bruger den meget og sidder på den hver morgen for at hilse på personalet, når de møder ind. marp@kl.dk