Kommuner kæmper for at skaffe meningsfulde nyttejob

Vask af legetøj, sortering af genbrugsmaterialer og bekæmpelse af japansk pileurt. Opfindsomheden er sat på hård prøve i kommunerne, som skal finde beskæftigelse til omkring 13.000 kontanthjælpsmodtagere, når en ny 37-timers arbejdspligt træder i kraft ved årsskiftet. 

Ifølge Magnus Paulsen Hansen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet, er det en gigantisk opgave, der venter kommunerne.

– Mange kommuner har allerede i dag meget svært ved at finde meningsfulde nyttejob. Nu skal antallet mangedobles, og det bliver efter min mening en næsten umulig opgave for kommunerne at finde så mange nyttejob, siger han.

Den nye arbejdspligt er rettet mod kontanthjælpsmodtagere, som ikke opfylder de gældende opholds- og beskæftigelseskrav, og regeringen har ikke lagt skjul på, at arbejdspligten er målrettet ikkevestlige kvinder på langvarig forsørgelse. 

I Odense Kommune bakker koncernchef for Job & Virksomhed Gorm Hjelm Andersen i princippet op om aftalens intentioner. 

– Jeg synes, det er fair nok, at vi stiller krav om, at alle, der kan, skal bidrage. Det er ikke hensigten, at man skal gå hjemme og passe sin familie på en offentlig ydelse. Her i landet passer vi vores familie, samtidig med at vi går på arbejde, siger han.

I Nyborg bakker beskæftigelseschef Merete Gommesen også op om tanken om, at alle skal bidrage til samfundet. Alligevel ser hun med bekymring på arbejdspligten, fordi de politiske intensioner er langt fra den virkelighed, hun oplever, at kommunerne står i. 

– Det er en meget sårbar gruppe, som nu skal aktiveres. Ofte er der tale om flygtninge, som har været udsat for totur og er traumatiserede. De er meget langt væk fra arbejdsmarkedet, og vi ved, at der ofte er behov for en socialfaglig indsats, hvis vi skal flytte den gruppe borgere, siger hun.

Helt urealistisk

Ifølge lovforslaget skal de arbejdsparate kontanthjælpsmodtagere aktiveres 37 timer om ugen. Arbejdsdagen kan blandt andet bestå af nyttejob, virksomhedspraktik, særlig tilrettelagt nytteindsats og lønnede timer i småjob. 

I Odense så Gorm Hjelm Andersen helst, at kommunen kunne skaffe virksomhedspraktik eller job til alle.
– Men det er helt urealistisk at lave individuelle forløb for så mange. Hvis borgeren stopper i virksomheden om fredagen, skal vi stå klar med et nyt tilbud mandag morgen. Det kan ikke lade sig gøre, hvis vi ikke har en særligt tilrettelagt nytteindsats, hvor borgerne kan møde op, siger han. 

Lige nu arbejder Odense Kommune på en løsning med at lave et værksted, hvor man sorterer brugte cykler og kontorinventar i træ, metal og plast. Men det er ikke en optimal løsning, erkender Gorm Hjelm Andersen.

– Jeg er lidt loren ved, at borgerne kommer i de her særligt tilrettelagte forløb. Vi vil hellere have dem ud i løntilskud på virksomheder, men vi er bange for, at vi ikke kan leve op til lovens krav på den måde, siger han.

Et travlt efterår

I Sønderborg Kommune har arbejdspligten givet et usædvanlig travlt efterår, fortæller Lasse Ahlmann Kamp, der er arbejdsmarkedschef.

– Det er en gigantisk opgave, vi står med. I Sønderborg har vi 208 borgere, som bliver omfattet af arbejdspligten. Vi vil helst have dem i virksomhederne, fordi vi ved, at det virker bedst. Men når vi pludselig skal tilbyde en 37-timers arbejdsuge til så mange, er vi tvunget til at finde en anden løsning, siger han.
Sønderborg har derfor valgt at samle hele indsatsen på et allerede eksisterende multiværksted i forbindelse med et stort rekreativt område. 

– Vi forventer at skabe en arbejdsplads, hvor vi kan tilbyde særligt tilrettelagt beskæftigelse til 100 borgere, som får mulighed for at prøve kræfter med alt fra vedligeholdelse af grønne områder til produktion i køkkenet, siger Lasse Ahlmann Kamp.

Trods de gode intentioner lugter den særligt tilrettelagte indsats stadig lidt af tidligere tiders udskældte pipfugleprojekter, hvor ledige skulle finde deres egen indre fugl. Og det bekymrer Lasse Ahlmann Kamp.
– Vi skal hele tiden huske på, at nytteaktivering ikke er målet. Indsatsen skal altid være et middel til at få borgeren videre i et rigtigt job, siger han.

Ordinære job

Da statsminister Mette Frederiksen (S) i 2022 i en nytårstale præsenterede tanken om arbejdspligt, foreslog hun, at de ekstra hænder kunne smøre madder til ældre borgere. Den idé blev dog meget hurtigt skudt ned af både kommuner og fagforeninger. 

– Der er ikke nogen ældre her hos os, som ikke får smurt madder. Det er jo en normeret opgave, slår beskæftigelseschef Merete Gommesen fast.

Det nedskudte eksempel illustrerer den hårfine balance, kommunerne skal finde, mellem meningsfulde nyttejob og det faktum, at arbejdet ikke må fortrænge ordinære job.

Traditionelt har nyttejob været knyttet til vej og park, men der er en grænse for, hvor mange borgere der kan samle skrald på strandene, og derfor forsøger kommunerne at bringe andre velfærdsområder i spil. 

– Vi har forsøgt at lave aftaler med både børnehaver og plejehjem for at finde nye opgaver. Det er vigtigt med en variation i opgaverne, fordi det ikke er alle i den nye målgruppe, der kan stå med en hækkeklipper, siger hun.

Men det er ikke så let, som det lyder. Målgruppen er ofte sprogligt udfordret, og trods manglen på hænder i velfærdsfagene kan det være en svær gruppe at byde velkommen i en presset kommunal hverdag.

– Det lyder dejligt med et par ekstra hænder til at vaske legetøj, men opgaven skal jo planlægges af medarbejderne. De skal vide, at der kommer et nyt menneske klokken 9.00 på mandag, og så skal de finde legetøjet frem og forklare, hvad der skal ske. Det kræver en indsats af det faste personale, siger Merete Gommesen.

Begrænset vejledning

Netop på grund af udfordringerne i den nye gruppe har også KL udtrykt bekymring over, at lovforslaget begrænser brugen af vejledning og opkvalificering i forhold til i dag. Ifølge de nye regler skal tilbuddene have et klart og tydeligt beskæftigelsesrettet fokus som for eksempel et hygiejnekursus eller et truckkørekort.
Det ærgrer også Gorm Hjelm Andersen, fordi Odense ligesom mange andre kommuner i de seneste år netop har arbejdet med en anderledes tilgang til de svageste ledige.

– Når det kommer til, hvordan vi skal sammensætte indholdet af arbejdspligten, hopper kæden af. Det er stærkt bekymrende, at vi kun i ekstremt begrænset omfang kan give det, som hedder øvrig vejledning. Hvis du kommer fra Syrien, har du brug for en introduktion til det land, du nu bor i, og til at komme godt ind på arbejdsmarkedet, siger han.

Tungt bureaukrati

Med arbejdspligten følger også en meget minutiøs tidsregistrering, hvor kommunerne skal dokumentere, hvordan borgerne får de 37 timer til at gå. Lønnede timer, nytteindsats, danskundervisning, jobsøgning og transport mellem aktiviteter skal regnes med – og alt skal dokumenteres.

I Nyborg får det Merete Gommesen til at frygte de mange administrative opgaver, som følger med de nye regler for arbejdspligten.

– Vi skal registrere, om den borger, vi har sendt ud i en børnehave for at vaske legoklodser, går klokken 14.00 eller 14.15, og vi skal beregne, hvor lang tid transporten tager. Detaljegraden er meget høj, og jeg frygter, at det bliver en kæmpe administrativ opgave, siger hun.

Opgaven er så stor, at Merete Gommesen vurderer, at arbejdspligtens nye bureaukrati kommer til at koste ekstra hænder.

– Her i Nyborg bliver vi nødt til at ansætte en medarbejder til at styre det. Bare forstil dig, hvor mange der ringer ind hver morgen for at melde sig syge. Det skal jo alt sammen registreres, siger hun. 
Den omfattende registrering skal understøtte de nye sanktioner, som følger med arbejdspligten. Opfylder borgerne ikke kravet om 37-timers arbejdspligt, skal de trækkes i ydelserne.

– Vi kommer på maks. arbejde i forhold til at administrere ordningen. Det skal jo være retfærdigt, når det kan ændre borgernes forsørgelsesgrundlag, og jeg forudser allerede, at vi vil få en hel del klager. For hvad nu hvis bussen var forsinket, eller borgeren skulle til lægen? spørger hun.

Et helvede

Kommunerne får med arbejdspligten også ansvar for at foretage en individuel vurdering, så arbejdspligtens indhold og omfang bliver afstemt med den enkeltes forudsætninger. Og Magnus Paulsen Hansen forudser, at der venter kommunerne en stor opgave med at håndtere de mange borgere, som vil søge om fritagelse fra arbejdspligten.

– Det kan blive et bureaukratisk helvede i kommunerne. Der er tale om en gruppe borgere hvoraf mange ikke umiddelbart kan arbejde, og det vil være en kæmpe administrativ byrde at udrede og dokumentere, at de ikke kan arbejde 37 timer, siger han.

Detaljegraden i den nye arbejdspligt får Magnus Paulsen Hansen til at kalde regeringens tilgang til beskæftigelsesområdet et paradoks.

– Regeringen har talt om at sætte kommunerne fri og vise borgerne mere tillid. Men arbejdspligten er alt det modsatte af frisættelse. Christiansborgpolitikerne detailstyrer kommunerne og indfører mere kontrol, siger han. 

Dovne Robert

Tanken om nyttejob stammer tilbage fra 2012, hvor debatten om Dovne Robert og Fattig-Carina blussede op. To kontanthjælpsmodtagere, som satte en ære i at omgå systemet. 

– Nyttejob er født ud af den debat, og målet var, at de ledige ikke skulle gå og dovne den på kontanthjælp. I kommunerne blev nyttejob især brugt til at tvinge eller skræmme unge kontanthjælpsmodtagere ud af systemet og over i uddannelse eller arbejde, siger Magnus Paulsen Hansen. 

Den skræmmeeffekt kommer ikke til at virke på målgruppen for den nuværende arbejdspligt, fordi det ikke er et reelt alternativ for dem at begynde på en uddannelse eller tage et ordinært arbejde, vurderer Magnus Paulsen Hansen. 

– Men det er heller ikke målet med arbejdspligten. Det er symbolpolitik, som mest af alt handler om udlændingepolitik. Landspolitikerne vil gerne sende et signal om, at den gruppe skal arbejde for deres kontanthjælp, siger han og tilføjer:

– Problemet for kommunerne er, at de skal etablere en indsats, som de fleste er enige om ikke virker.

Regeringen forventer heller ikke selv en imponerende effekt. Arbejdspligten er estimeret til at koste hele 170 millioner kroner om året – og øge beskæftigelsen med 300 fuldtidspersoner. Det svarer til en pris på knap 567.000 kroner for hver borger, som ordningen får i et ordinært job.

– Det er et meget stort apparat, kommunerne skal sætte i gang for at skaffe 300 mennesker et ordinært job, konstaterer Merete Gommesen.  gij@kl.dk