– Der kan være stor forskel på, hvad man vil, og hvad man kan.
Ordene falder fra en ung kvinde med navlelange fletninger i hvid og blå og tre piercinger i underlæben.
Hun er samlet med ni andre unge i et lille, hyggeligt lokale midt i Roskilde. Bagvæggen er beklædt med gule mursten, og hverken bordene eller stolene er af samme slags.
De unge slænger sig i stolene og sidder op ad væggen med knæene bøjet op under hagen. Af og til flytter fokus sig ned på telefonen.
Der er langt til de formelle former ved et klassisk møde med kommunen. Og det er netop pointen.
For de unge er til netværksmøde i Nextwork, en indsats for unge uden job og uddannelse. Og selvom mødet bliver faciliteret af ansatte i kommunen, foregår det på de unges præmisser. De skal skabe relationer. Og så skal de finde ud af, hvad de gerne vil lave resten af livet.
Nextwork
Nextwork er en indsats for unge mellem 18 og 29 år, der hverken er i uddannelse eller job.
Som en del af indsatsen opbygger kommunerne et virksomhedsnetværk, som de unge kan komme i praktik hos. Ud over praktik består indsatsen af et ungenetværk, hvor de unge taler om deres erfaringer og danner relationer.
Nextwork er udviklet i samarbejde mellem Rockwool Fonden og en række kommuner.
Det er i den proces, man kan blive nødt til at sande, at selvom man egentlig drømte om at blive pædagog, kan et højt lydniveau og masser af hektiske børn være så stressende for hovedet, at man må droppe drømmen og skabe en ny.
– Men jeg ved, at jeg gerne vil gøre en forskel. Så nu vil jeg være kontaktperson, som den unge formulerer det.
En dyr udfordring
De unge er en del af den meget omtalte gruppe af 43.000 unge uden uddannelse og job.
I 2017 blev et flertal i Folketinget enige om, at andelen af de 15-24-årige, der er uden job eller uddannelse, skal bringes ned på 3,5 procent i 2030. Dengang lå andelen på 6,7 procent. Siden da har der ikke været meget fremgang at spore. I dag tæller gruppen 6,3 procent af de unge.
Og det koster samfundet dyrt. Ifølge Rockwool Fonden 12-15 milliarder kroner om året.
Reformkommissionen har set nærmere på, hvad der kendetegner de unge. Den fandt frem til, at en stor tredjedel er komplekst udfordrede og har en psykiatrisk diagnose.
En anden tredjedel har kun en enkelt udfordring – eksempelvis manglende afgangsprøve fra 9. eller 10. klasse eller en psykisk diagnose. Den sidste tredjedel mangler blot en ungdomsuddannelse.
Og en i tid, hvor flere og flere unge får diagnoser, er det en stor udfordring at håndtere gruppen.
6,3
af unge mellem 15 og 24 år var uden job eller uddannelse i september 2023.
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Om lidt skal kommunerne spare knap 3 milliarder på beskæftigelsesindsatsen, og det er jo ikke noget, der ligefrem gøder jorden for den her type indsatser.
– Det er en meget stor samfundsudfordring, hvor kommunerne står med hovedansvaret. Nogle af de unge har store og komplekse problemer, så det kræver, at man laver nogle ret sammensatte og komplekse indsatser ude i kommunerne, siger Thomas Bredgaard, arbejdsmarkedsforsker på RUC.
Nogle af de indsatser har Helle Bendix Kleif, forsker ved Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser på Aalborg Universitet, været ude at se på.
– Noget af det, de unge beskriver som meget meningsfulde indsatser, er, når de bliver en del af et fællesskab, hvor de møder nogle jævnaldrende, de kan spejle sig i. For det er noget, mange af de unge ikke har. Og så fungerer det godt, når der er en stabil gruppe af professionelle omkring dem, som også sætter fokus på den individuelles behov og mål, siger hun.
Bekymret for fremtiden
Arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard er ikke overrasket over, at det over årene ikke for alvor er lykkedes at nedbringe antallet af unge i gruppen. Dertil er der blevet sparet for meget på indsatsen.
– Man kan lykkes, hvis man har viljen til det og afsætter den fornødne tid og de ressourcer, det kræver.
Naya Thøgersen
For Naya Thøgersen, der er i praktik i en fritidsklub, er det rart at vide, at der er andre i samme situation som hende.
– Og så er det godt med hjælp fra de voksne. Jeg vil gerne læse bæredygtigt energidesign, men det har virket som en helt uoverskuelig opgave. Nu har jeg fået hjælp til at søge nogle suppleringskurser, så jeg kommer videre.
Efter gymnasiet tog Naya en pause, hvor hun ingenting lavede og ingen ydelser fik. Hun var skoletræt og havde ikke lyst til at arbejde.
– Nærmest fra første gang jeg var her, blev jeg mega motiveret for at starte på en uddannelse.

På det ugentlige møde i netværket kan de unge spejle sig i hinandens erfaringer og danne nye sociale relationer. Foto: Jakob Carlsen
Men om lidt skal kommunerne spare knap 3 milliarder på beskæftigelsesindsatsen, og det er jo ikke noget, der ligefrem gøder jorden for den her type indsatser. Man kan godt frygte, at de unge bliver ramt, siger han.
Steen Christiansen (S), formand for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg, påpeger, at det er en alt andet end enkel målgruppe at have med at gøre. Kommunerne skal koordinere både beskæftigelsesindsats, socialindsats, misbrugsindsats og sundhedsindsats. Derfor ærgrer han sig over, at der for få år siden blev sparet på ungeindsatsen for at finansiere Arne-pensionen, og at der nu igen skal spares på beskæftigelsesindsatsen.
– Jo flere penge du fjerner fra området, jo sværere bliver det at give den rigtige hjælp rettidigt til denne her målgruppe og løfte dem, der har behov for meget hjælp, siger Steen Christiansen.
Derfor har han også svært ved for alvor at glæde sig over den politiske aftale om Ungeløftet, der frem til 2035 afsætter 1,3 milliarder kroner til blandt andet styrkede indsatser til unge med psykiske eller sociale problemer. For selvom der med beskæftigelsesreformen er afsat lidt flere penge til området, er der fjernet flere penge fra området samlet set.
– Jeg er glad for, at regeringen og aftalepartierne med beskæftigelsesreformen har lyttet til vores bekymring og valgt at give lidt flere ressourcer til indsatsen til de unge ved at gøre Ungeløftet permanent. Men samlet set skal vi stadig spare penge på området, og vi skal gøre det på kort tid. Det kan jeg godt frygte, vil gøre det svært at leve op til de store ambitioner på de unges vegne, siger Steen Christiansen.
43%
af unge uden uddannelse og job har én eller flere psykiatriske diagnoser.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet
Tre principper
I Roskilde er de 10 unge i gang med at ”filte” hinanden. Én ung fortæller om sin oplevelse med praktikken. To af de unge interviewer, andre lytter intenst, og de sidste tegner, hvad de hører.
Mange erfaringer genkendes på kryds og tværs. Og når den unge fortæller, at hun ikke føler sig vigtig i sin praktik, og at det eneste gode er hendes kollega Jytte, opmuntrer de andre hende med, at hun jo er vigtig for Jytte. Den slags fælles refleksioner er kernen i Nextwork.
Indsatsen baserer sig på tre principper: at de unge skal finde deres arbejdsidentitet; magtskifte, der går ud på at give den unge medbestemmelse; og ”mange til mange”, der handler om at samle de unge i grupper for at skabe sociale relationer.
– Det er et stort skifte fra at arbejde individuelt med den enkelte unge til hele tiden at tænke i, hvordan vi kan højne de unges sociale kapital og deres netværk – både blandt unge og virksomheder. For det er afgørende for, at man finder sig en plads på arbejdsmarkedet, siger Sidsel Romme, der er teamleder i Nextwork i Roskilde Kommune.
Derfor overvejer de ansatte altid, om de udfordringer, en ung lufter for en konsulent, kan bruges i netværksgruppen som noget, de unge kan have gavn af at tale om sammen.
Victor Brabrand
Victor Brabrand er udlært tatovør. Han kommer til netværksmøderne for at få en rutine, mens han er uden arbejde.
– Jeg fungerer ikke så godt på skolebænken, så jeg har været ude på arbejdsmarkedet det meste af mit liv. Sådan regner jeg med, at det skal fortsætte, for som det er nu, er der ikke nogen uddannelse, som er interessant for mig.
– Jeg bruger det her forløb til at placere mig selv i et felt, som jeg aldrig har arbejdet i før, så jeg får noget erfaring. Og så ved jeg, at det kommer til at hjælpe mig til at finde et job.
Axel Frejvald
Axel har epilepsi og har ikke færdiggjort 9. klasse. Han tager nu dansk- og matematiktimer på KTU (Klar til Uddannelse). Han har været en del af Nextwork i en uge og fik praktik hos en socialøkonomisk
kaffeleverandør efter én dag.
– Det var lidt overvældende, men jeg laver for lidt i min hverdag, så jeg har brug for et arbejde. Jeg har aldrig haft et arbejde, så praktik er nok en god start.
I første omgang er målet at få en 9.-klasseeksamen.
– Hvis ikke jeg får den 9.-klasseeksamen, har jeg stort set givet op på det med uddannelse. Så vil jeg hellere have et fast arbejde. Men min store drøm er at komme ind på Københavns Kunstakademi.
De snakke er Royal Jørgensen glad for. Hun sidder i det lille lokale i Roskilde med benene skubbet op under hagen. Hun er for nylig flyttet hjemmefra og har brugt meget tid i sin lejlighed, fordi hun ikke har kunnet få sin skolegang til at fungere. Men til det ugentlige netværksmøde kommer hun ud ad døren.
– Jeg synes, at vi er gode til at snakke med hinanden. Det er en rigtig god social gruppe at være en del af. Vi lærer meget af hinanden, fordi vi alle sammen har forskellige synspunkter på, hvor vi gerne vil hen, og hvordan man kan håndtere situationen, siger hun.
Ifølge Sidsel Romme har nogle af de unge i gruppen blot behov for et lille skub i den rigtige retning, mens andre har brug for at prøve mange forskellige ting af. Enkelte bliver afklaret til førtidspension eller fleksjob. De fleste begynder på en uddannelse, og nogle finder ud af, at de helst bare vil arbejde.
Essentielt for indsatsen er, at det lykkes for kommunen at skabe et netværk af virksomheder, der har lyst til at tage imod en ung, så de unge kan blive afklaret.
– Vi vil gerne have de unge ud i praktik hurtigst muligt. Derfor arbejder vi på hele tiden at have et aktivt netværk af virksomheder, så de unge har en valgmulighed mellem forskellige steder at komme i praktik. Det er en meget dynamisk størrelse og et relativt stort arbejde. Og det kræver, at man har nogle virksomheder, som gerne vil være med til at løfte den her gruppe af unge, siger Sidsel Romme.
Uden uddannelse & job
Gruppen af 43.000 15-24-årige uden uddannelse eller job er defineret ved:
- Ikke at være i gang med en uddannelse.
- Ikke at have gennemført en ungdomsuddannelse.
- Højst at være i 18 timers ugentlig beskæftigelse.
- Ikke at modtage førtidspension eller SU.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet
Hun peger på, at en ret stor del af de 43.000 unge hele tiden ligger på vippen mellem at være i ordinær beskæftigelse og tilbage i gruppen igen. Effekten af Nextwork er endnu ikke dokumenteret, men Sidsel Romme er overbevist om, at de rykker de unge et bedre sted hen.
– Jeg tror, vi lykkes ret godt med at få vores unge ud i noget, der er mere varigt, siger hun.
Royal Jørgensen har været en del af Nextwork i tre uger og forsøger at finde ud af, hvad hun gerne vil bruge sin fremtid på gennem forskellige praktikker. Snart begynder hun i praktik på en højskole for voksne med handicap.
– Det bliver skidespændende. Jeg glæder mig til at hjælpe dem og være med til at give dem en god oplevelse. mdbe@kl.dk

Royal Jørgensen følger fra vindueskarmen med i snakken. Hun har i perioder haft svært ved at komme ud ad døren om morgenen, men møderne i ungenetværket kommer hun altid til. Foto: Jakob Carlsen